Udland

ANALYSE: En ny politisk spilleplade presser Danmark til at blive en storspiller i Arktis

Den amerikanske udenrigsministers besøg illustrerer, at Danmark i arktiske sammenhænge spiller med i toppen af poppen i international politik.

Under Den Kolde Krig talte man ofte om, at Danmark havde et ”Grønlandskort”, som danske regeringer kunne tage i brug overfor USA.

Formålet med "Grønlandskortet" var at opnå indflydelse og fordele i Washington, og forpligtelserne nordpå skulle samtidig retfærdiggøre, hvorfor Danmark ikke levede op til sine sikkerhedsmæssige forpligtelser og ambitionen om en fair byrdefordeling i NATO-samarbejdet.

I dag er det fortsat særligt Grønland, der giver Danmark adgang til interessante internationale fora som Arktisk Råd. Med andre ord skyldes Danmarks privilegerede politiske position i den her sammenhæng ikke politisk snilde, men snarere Grønlands geografiske beliggenhed.

Eller for at sætte det endnu skarpere op: jo vigtigere Arktis bliver for amerikanerne, jo nemmere bliver det for Danmark at få adgang til centrale beslutningstagere i Amerika, jo større mulighed bliver der for Danmark for at påvirke USA's ageren, og jo bedre bliver den danske forhandlingsposition grundlæggende.

Ligesom DBU markedsfører sig på at være "en del af noget større", så gør Grønland med andre ord Danmarks internationale fodaftryk betydeligt større.

Geografi er skæbne

Der er næppe nogen tvivl om, at amerikanerne er kommet (for) sent til festen med frysetemperaturerne oppe nordpå. Det illustreres blandt andet tydeligt ved, at USA var den sidste arktiske kyststat, der udgav en arktisk strategi.

Ligeledes skal man ikke længere tilbage end 2009 for at finde eksempler på, at amerikanerne lavede "en Lene Espersen" og sendte en stedfortræder fremfor udenrigsministeren til møder i Arktisk Råd. Disse tider er dog tydeligvis passé, som besøget af den amerikanske udenrigsminister understreger med al tydelighed.

Dermed vil Grønland og det arktiske område fremadrettet atter være adgangsbilletten til amerikanernes opmærksomhed i et omfang, som Danmarks størrelse ikke naturligt berettiger til.

Geografi er som bekendt skæbne i international politik, og i Danmarks tilfælde er det netop Grønland, der med sin placering mellem Nordamerika og Rusland (for)bliver den politiske pendant til at stå tilbage med drømmeboligen i "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed".

Aktivisme i Arktis

Det øgede amerikanske fokus på Arktis er særlig værdifuldt for Danmark, fordi det falder sammen med en større og vigtigere udvikling i forholdet mellem Danmark og USA.

I flere årtier har Danmarks største trumf i relationen til USA været den aktivistiske udenrigspolitik og bidraget til militære konflikter. Det har givet Danmark politisk kredit og adgang til magtens centrum i et uhørt omfang.

Men tiden med danske bidrag i Afghanistan, Irak og Libyen er nu så småt ved at rinde ud, og dermed bliver der brug for et andet udenrigspolitisk område, hvor Danmark kan imponere amerikanerne, hvis man vil fastholde den særlige status.

Her kan man med fordel prioritere aktivisme i Arktis, særligt såfremt man faktisk vil leve op til den danske ambassadør Peter Taksøe-Jensens karakteristik af Danmark som "en arktisk stormagt".

Et oplagt emne i den sammenhæng kunne eksempelvis være at udvide det eksisterende samarbejde om at udbygge amerikanernes kystvagtskompetencer i det arktiske område.

Det kan forundre, at nationen, der gav os 'Baywatch', på den front har brug for hjælp fra landet, hvis soldater fik en sneplov med til den irakiske ørken. Men når det kommer til at kunne navigere i de arktiske farvande, er det tilsyneladende danskerne, der må agere som læremester, og amerikanerne som er i praktik.

Tiderne skifter

I 1909 udforskede den amerikanske polarforsker Robert Peary Nordgrønland og Nordpolen og vendte tilbage til USA med budskabet om, at den amerikanske regering skulle købe Grønland for at lukke USA's nordlige flanke.

Dengang svarede den daværende præsident William H. Taft tørt: "Tak for dit interessante og generøse tilbud. Jeg ved ikke præcis, hvad jeg skulle gøre med det."

Mere end 100 år senere blev Barack Obama i 2015 den første siddende amerikanske præsident, der besøgte Arktis. Dengang blev Grønland især brugt som et eksempel på klimaforandringernes konsekvenser, og den amerikanske Arktis-politik fokuserede fortrinsvis på forskning og klima.

Fire år senere luftede den daværende amerikanske præsident Donald Trump ideen om at købe Grønland, og Trumps udenrigsminister Mike Pompeo gjorde det i en tale i Finland klokkeklart, at sikkerhedspolitikken og stormagtsrivaliseringen for alvor (igen) var blevet sat på amerikanernes arktiske agenda.

I talen beskrev Pompeo blandt andet Arktis som "en region karakteriseret af magtpolitik og konkurrence", hvilket var en udmelding, som stod i skærende kontrast til Rigsfællesskabets ambition om, at Arktis skal være et lavspændingsområde.

Det bemærkelsesværdige set med danske øjne er dog, at Trump-administrationens øgede fokus på forsvars-, sikkerheds- og stormagtspolitikken i Arktis tilsyneladende har overlevet magtskiftet i Det Hvide Hus.

Det mest sandsynlige scenarie er endda, at fokusskiftet er kommet for at blive uafhængigt af udfaldet af kommende amerikanske (præsident)valg, så skiftende danske regeringer kan lige så godt stille deres politiske ur ud fra dette fokusskifte i en overskuelig fremtid.

Den politiske spilleplade

Lægger man den åbning for kommerciel aktivitet af Arktis, som klimaforandringerne medførte, oveni fokusskiftet i Det Hvide Hus, har man ingredienserne til en politisk kampplads af kaliber.

Det er en kampplads, hvor man som Rigsfællesskab skal være meget varsom med, at man ikke risikerer at blive holdt ude af de store drenge i bedste Super League-stil.

Samtidig medfører smeltningen af isen i Arktis også, at USA's naturlige buffer mod nord forsvinder, og at USA's rivaler dermed kan komme meget tættere på det amerikanske territorie. Som en amerikansk general har formuleret det, så medfører denne udvikling, at USA's arktiske fæstning – Amerikas pendant til muren i tv-serien "Game of Thrones" – en dag vil være fortid.

Det er disse nye realiteter, der udvider den politiske spilleplade i Arktis fra primært at have været et sikkerhedsspørgsmål til også at blive et handelspolitisk og økonomisk anliggende. Hvis man skulle illustrere dette med en brætspilsammenligning, så svarer det nogenlunde til, at man pludselig skal mestre at spille både "Risk" og "Matador" – vel og mærke samtidig.

Spørgsmålet bliver derfor selvfølgelig, om Danmark og Rigsfællesskabet har den nødvendige politiske snilde til at spille på den helt store politiske spilleplade og med de store drenge, som det nu er tilfældet med Antony Blinken.