Australien åbnede for fly fra Indien igen – på første afgang blev halvdelen afvist på grund af smitte
En screening inden afrejse afslørede, at 70 ud af 150 passagerer enten var smittede eller havde været i kontakt med en coronasmittet.
I 18 dage har Australske indbyggere, der ville hjem, været strandet i Indien.
De australske myndigheder havde nemlig lukket for al flytrafik landene imellem på grund af den voldsomme coronasituation i Indien.
I går skulle det første fly så af sted med destination Darwin i Australien, men det gik langt fra som håbet for alle de 150 passagerer.
En test før afrejse afslørede, at næsten halvdelen, 70 personer, enten testede positiv for coronavirus eller var nær kontakt til en smittet. Og derfor måtte de blive i Indien. Det skriver BBC.
Resultaterne kom samtidig så sent, at flyselskabet Quantas ikke kunne nå at tildele de ledige pladser til andre passagerer, og derfor var det et halvfyldt fly, der landede i Darwin lørdag.
De passagerer, der var så heldige at nå frem, skal nu være i karantæne i 14 dage.
- Vi følger de gældende sundhedsmæssige retningslinjer for at sikre og beskytte Australiere her i landet, siger Australiens finansminister, Josh Frydenberg.
Han oplyser, at mindst 9500 australske indbyggere ønsker at vende tilbage til Australien fra Indien på nuværende tidspunkt, og at der er indsat særfly for at hjælpe folk hjem.
En af de strandede australiere er Raj Singh, der befinder sig i Punjab-provinsen, hvor han har besøgt sin syge far.
- Jeg skulle efter planen være rejst hjem 7. maj. Jeg har en kone og en fire måneder gammel datter hjemme i Sydney, siger han til BBC.
Han fortæller, at hans kone ikke kan overskue situationen, og at hun er bekymret for hans sikkerhed og helbred.
- Jeg kommer måske ikke med et fly før om tre eller fire uger. Og derefter venter karantænen. Så det ser ikke ud til, jeg kommer hjem lige foreløbigt, siger han.
Katastrofetilstande
Situationen i Indien er da heller ikke på nogen måde indbydende. De seneste måneder har budt på en katastrofal stigning i coronasmitten i landet, og der er samlet registreret over 270.000 coronarelaterede dødsfald - ifølge de officielle statistikker.
Indien blev overrumplet af omfanget, og mens hospitalerne blev fyldt, opstod der mangel på ilt, og antallet af døde har ført til kø ved krematorierne og mangel på brænde til ligbålene.
Den seneste uge er der blevet rapporteret om fund af hundredevis af lig i Indiens floder.
De regioner, hvor smitten steg hurtigst, indførte man strenge nedlukninger, og i hovedstaden New Dehli er nedlukningen blevet forlænget til næste mandag.
De nyeste statistikker giver dog grund til svag optimisme. I går registrerede man det laveste antal smittede i tre uger, og antallet af daglige coronarelaterede dødsfald har stabiliseret sig omkring 4000.
- Vi håber, at vi er over toppen nu. Det har været en helt vild måned med voldsomme smittetal, men nu går kurven den rigtige vej, siger Danmarks ambassadør i Indien, Freddy Svane til TV 2.
11. maj toppede smitten, og siden er kurven gået nedad. Men det skal ikke tages som garanti for, at kurven er endelig knækket, lyder advarslen fra de indiske sundhedsmyndigheder.
For selvom man nu ser et generelt lille fald i antallet af smittede, er der tendens til stigende smitte i flere landlige regioner.
Indiens premierminister, Narendra Modi, har derfor beordret myndighederne til at begynde at sende iltforsyninger og flere ressourcer til de pågældende distrikter, skriver Reuters.
Enorm vaccinationsindsats i gang
Selvom Indien er verdens største vaccineproducent, har landet kun vaccineret 2,9 procent, cirka 40 millioner, af befolkningen på 1,4 milliarder.
Myndighederne vurderer, at mindst 510 millioner skal vaccineres over de næste måneder for at opnå beskyttelse mod de mulige næste bølger af smitte.
- Der er ingen anden løsning, og det er den billigste løsning. Det er vores bedste chance for at redder millioner af liv, siger kirurgen Devi Shetty til India Today.
Indien har under coronaepidemien registreret samlet 24.684.077 smittede og 270.284 coronarelaterede dødsfald.
Danmark fraråder alle rejser til Indien på grund af coronasituationen i landet, og danske rejsende i Indien anbefales at kontakte deres fly- eller rejseselskab for at undersøge hjemrejsemulighederne.
Der befinder sig i øjeblikket omkring 200 danske statsborgere i Indien, oplyser ambassadør Freddy Svane.