Udland

Israel bomber bygning, hvor store medier holder til – fik en time til at komme ud

Israel advarede bygningens ejer en time i forvejen, hvorefter ansatte og beboere flygtede i panik.

Et luftangreb har lørdag ramt en bygning i Gazastriben, der huser flere medier.

De første missiler ramte cirka klokken 14.12 dansk tid, og fem minutter senere styrtede den 12 etager høje bygning sammen i en stor støvsky. Det viser tv-billeder fra stedet.

Blandt andre nyhedsbureauet AP og Al-Jazeera i Gaza havde kontorer i bygningen, der også husede andre kontorer og beboelse.

Det er endnu ingen meldinger om eventuelt tilskadekomne, men både Al-Jazeera og AP havde kort inden angrebet rapporteret, at Israels militær havde givet en advarsel om, at bygningen ville blive bombet.

Det var ifølge AP ejeren af højhuset, Jawwad Mahdi, som blev ringet op af det israelske militær med beskeden om, at han skulle få bygningen evakueret.

Han fik at vide, at han havde en time til at sikre, at alle kom sikkert ud af bygningen.

Det fremgår ikke, hvornår advarslen blev givet, men ifølge AP skete bombningen omkring en time efter opkaldet.

De første missiler ramte cirka klokken 14.12 dansk tid.
Efterfølgende kunne en stor eksplosion ses.
Bygningen styrtede til jorden cirka fem minutter efter de første luftangreb.

Efter at være blevet informeret om advarslen flygtede nyhedsbureauets ansatte og bygningens beboere i panik, skriver AP.

Israel kalder højhuse for legitime mål

Der er på nuværende tidspunkt ingen meldinger om, hvorfor den konkrete bygning var et mål for Israels militær.

Men en lille time efter luftangrebet, har Israels militær, IDF, udsendt en række opdateringer via sin officielle konto på Twitter.

Her skriver israelerne, at Hamas-bevægelsen har forvandlet en række beboelsesområder i Gazastriben til militærposter, og at høje bygninger er taget i brug til forskellige formål som efterretningsarbejde, planlægning af angreb samt kommando- og kommunikationskontrol.

- Når Hamas tager en høj bygning i brug til militær formål, bliver det et legitimt militært mål.

- Alle fleretagers bygninger ramt af IDF blev brugt til militære formål, skriver IDF.

Dræbte og sårede på begge sider

Luftangrebet kommer efter, at Israel tidligt lørdag morgen gennemførte et luftangreb på et flygtningelejr i Gaza City, hvor mindst ti personer fra en palæstinensisk familie blev dræbt. Størstedelen var børn.

Israel udførte også flere luftangreb mod mål i Gaza fredag, mens militante palæstinensere sendte raketter mod Israel.

De seneste tal fra de palæstinensiske sundhedsmyndigheder i den Hamas-kontrollerede Gazastribe viser, at mindst 126 er dræbt, herunder 31 børn, og 950 er såret, siden konflikten eskalerede mandag.

Israel har siden da ramt 800 mål i Gaza, herunder et større angreb fredag mod et tunnelnetværk, som Hamas-bevægelsen har gravet ud under boligområder.

Mere end 2000 raketter er blevet affyret mod Israel siden mandag. I samme periode har mindst otte mennesker, inklusive en dreng, mistet livet på israelsk side. Mere end 560 er desuden såret.