Udland

Israel intensiverer angreb – 450 missiler affyret over natten

Samtidig foregår der nu også angreb fra landjorden med artilleri. Det har fået Hamas til at advare mod en invasion.

Natten igennem har israelsk militær intensiveret angrebene i Gazastriben, der kontrolleres af den militante palæstinensiske gruppe Hamas, der er på EU's terrorliste.

450 missiler er blevet affyret af israelske fly mod mål i Gaza i løbet af natten, ifølge The Times of Israel.

Kort efter at nattens angreb gik i gang, udtalte den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, at offensiven vil fortsætte, så længe det findes nødvendigt.

På den anden side har Hamas fortsat strømmen af raketter affyret fra Gaza og ind i Israel. Omkring 2000 raketter er blevet affyret siden mandag, lyder det fra israelsk side.

Mindst 119 palæstinensere er blevet dræbt, herunder 31 børn. Otte israelere har mistet livet.

Artilleribeskydning og landtropper ved grænsen

Mens urolighederne går ind i sin femte dag, er israelske soldater nu også begyndt at affyre artilleri fra den israelske side af grænsen.

I første omgang lød det, at israelske soldater var gået ind i Gaza. Det blev dog efterfølgende afvist af de israelske myndigheder.

Israelske soldater bruger nu artilleri ved grænsen til Gaza.

En talsperson for Hamas har været ude og advare israelerne mod en invasion. I så fald er de klar til at give Israel en 'streng lærestreg', lyder det ifølge BBC.

Frygt for decideret borgerkrig

Men det er ikke kun omkring Gazastriben, at der er uroligheder.

Rundt omkring i Israel meldes der om voldelige sammenstød mellem israelske jøder og arabere.

Israelske soldater tilbageholder en gruppe med israelske araber i byen Lod.

I byen Lod i det centrale Israel er der erklæret undtagelsestilstand, efter der de seneste dage har været uroligheder i byen.

Der er indført et natligt udgangsforbud, og grænsepoliti fra Vestbredden er blevet sat ind i byen.

- Alle i Israel skal vide, at det her er et komplet tab af kontrol. Der er borgerkrig i Lod, siger byens borgmester, Yair Revivo, ifølge The Times of Israel.

Ingen udsigt til fred

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har været ude og opfordre parterne til at deeskalere situationen.

På samme måde har FN opfordret til at nedtrappe volden.

Indtil videre er der dog ikke noget, der tyder på, at de stridende parter er parat til at sætte sig ved forhandlingsbordet.

- Situationen er utroligt tilspidset, og ingen af parterne ser lige nu ud til at ville indgå en våbenhvile, selvom både USA og Egypten forsøger at mægle i konflikten, lyder det fra den dansk-israelske journalist Jotam Confino fra Tel Aviv.

Strid om boliger

De igangværende kampe er de værste i syv år mellem de to historiske fjender.

Det er en strid om boliger i Østjerusalem, der har fået konflikten til at blusse op.

Israelere forsøger gennem retssystemet at smide palæstinensiske beboere ud af boliger, som israelerne selv mener at have ret til.

Den sag førte mandag til sammenstød mellem palæstinensere og israelsk politi omkring Al-Aqsa-moskeen i Jerusalem.

I den forbindelse affyrede Hamas raketter fra Gaza mod Jerusalem og Tel Aviv.