Udland

Rusland vil optage verdens første spillefilm i rummet

En skuespiller og en instruktør skal efter planen sendes til Den Internationale Rumstation i oktober.

Rusland vil sende en skuespiller og en instruktør til Den Internationale Rumstation (ISS) for at optage verdens første spillefilm i rummet.

Det oplyser det russiske rumagentur Roscosmos.

Det er den 36-årige skuespiller Julia Peresild og den 37-årige instruktør Klim Sjipenko, der efter planen bliver sendt afsted til oktober.

De vil senest fra 1. juni gennemgå et træningsforløb. Blandt andet skal de gennem en særlig centrifugetest og flyvninger uden tyngdekraft.

Rumdrama

Træningen vil blive optaget af en af Ruslands største tv-kanaler, Channel One, der også vil være involveret i produktionen af spillefilmen.

Filmens arbejdstitel er "Challenge", og den hører til i genren rumdrama. Det nærmere plot oplyses dog ikke af Roscosmos.

Rumagenturet har tidligere meddelt, at en film "skal gøre de russiske rumaktiviteter populære og hylde kosmonautprofessionen".

Sidste år meddelte det amerikanske rumagentur Nasa, at det har planer om at lave en spillefilm med den amerikanske skuespiller Tom Cruise i hovedrollen på Den Internationale Rumstation.