Udland

Spanien byder turister velkomne uden test – men det gælder ikke de danske

Sydeuropas kamp om turisterne intensiveres. Nu planlægger Spanien at undtage turister fra Storbritannien fra krav om negativ PCR-test.

Mens Grækenland og Italien har meldt ud, at de åbner for turister i midten af maj, sætter Spanien nu trumf på.

Det sydeuropæiske land gør som det første land i EU sig klar til at modtage turister uden krav om en PCR-test. De heldige er turister fra Storbritannien.

Det meddelte den spanske minister for turisme på et pressemøde.

- Vi forudser, at omkring 20. maj vil man kunne åbne det britiske marked for Spanien. De vil være undtaget kravet om en PCR-test, lød det fra turistminister Rayes Maroto.

Fritagelse fra test kræver lave smittetal

pressemødet gjorde den spanske minister det også klart, at aftalen afhænger af, om briterne fortsætter med et lavt smittetal, der for nuværende er på omkring 50 smittede per 100.000 indbyggere.

Og mindst lige så vigtigt er det, at den britiske regering kommer med en vurdering, hvor Spanien bliver en såkaldt grøn zone, der betyder, at indbyggere på de britiske øer ikke skal i ti dages karantæne efter et ophold i Spanien.

Men det mener den spanske turistminister ikke bliver noget problem.

- Vi er meget optimistiske omkring, at briternes næste gennemgang vil betyde, at Spanien vil komme på den grønne liste og derfor er i stand til at modtage britiske turister, hvilket er vores vigtigste marked, sagde Rayes Maroto.

Det ventes, at de britiske myndigheder kommer med en revidering af deres rejsevejledning 17. maj. Dog skal de 27 EU-lande også komme med nye anbefalinger om lande uden for EU, hvilket også inkluderer Storbritannien.

Men det venter den spanske turistminister netop vil ske her i maj.

Danskerne skal fortsat vise test

Selvom også danske turister – og i det hele taget turister fra Nordeuropa – er særdeles vigtige for den spanske turistsektor, er der endnu ikke noget nyt om undtagelse fra kravet om PCR-test eksempelvis for danskere, der vil rejse ned til sol, varme og strand.

Lige nu er det dog formentlig de danske regler, der spænder ben. Der er nemlig fortsat krav om ti dages karantæne efter ophold i det spanske. Danskerne kan uden problem rejse til Spanien på ferie med en negativ PCR-test i hånden, hvis det står til spanierne.

Men det er heller ikke tilfældigt, at danskerne kommer bag køen i forhold til briterne. De er nemlig suverænt den største samlede nationalitet, når det kommer turister i Spanien.

Inden pandemien satte en voldsom stopper for den spanske turistsektor, kom der alene fra Storbritannien over 18 millioner turister til Spanien i 2019.