Udland

ANALYSE: Liz Cheneys kamp mod vindmøller viser, hvordan vinden blæser i Trumps parti

Det er en kliche, at sandheden er det første offer i krig. Men ser man på Liz Cheneys tabte magtkamp mod Donald Trump er netop det tilfældet.

Det kom ikke som nogen overraskelse, at Liz Cheney mistede sin toppost. Som amerikanerne ynder at sige: ”don't bring a knife to a gunfight”. Men Cheneys kamp mod vindmøllerne fortæller alligevel en interessant historie om, hvordan vinden (fortsat) blæser i Det Republikanske Parti, selv når Donald Trump ikke længere sidder i Det Hvide Hus.

Vil man forstå rationalet bag beslutningen at fratage Cheney hendes toppost, kan man efter min vurdering nemlig ikke komme udenom at konstatere det åbenlyse:

Donald Trump er fortsat den mest magtfulde republikanske politiker i USA.

Trumps parti

Efter valgnederlaget og særligt efter stormløbet mod Kongressen kom det på mode at dømme Donald Trump helt ude og erklære ham som værende færdig i amerikansk politik. Den dom slog mig ærlig talt altid mere som et udtryk for ønsketænkning end en tilstræbt objektiv vurdering, der byggede på data. Tallene har nemlig hele tiden talt deres tydelige sprog.

Donald Trump blev som bekendt ikke smidt på porten af partiet. Tværtimod er det nu den højest rangerede Trump-kritiske republikaner i Kongressen, Liz Cheney, der er færdig i toppen af partiet. Vel og mærke efter en magtkamp, der i sin essens netop i høj grad handlede om Trumps fortsatte indflydelse på partiet. Et parti, hvor næsten hver anden adspurgt republikaner stadig ser sig selv mere som Trump-støtte end som republikansk partisoldat, og hvor der endnu ikke har været noget nævneværdigt fald i Trumps popularitet efter stormløbet mod Kongressen.

Så meget for at manden skulle være færdig i amerikansk politik lige foreløbigt. Budskabet er snarere klokkeklart: Det Republikanske Parti er fortsat i stor stil Donald Trumps parti. At tage kampen op, som Liz Cheney gjorde det, var dermed som at kæmpe mod vindmøller.

Transformation og martyrium

Ironien er samtidig til at få øje på. Liz Cheney har nemlig i langt højere grad stemt med Trump i Kongressen end hendes sandsynlige afløser, Elise Stefanik, har gjort det. Stefanik har i øvrigt været igennem noget af en politisk transformation fra at være moderat til MAGA (Make America Great Again, som var Trumps valgslogan i 2016, red) for ikke at være retorisk ude af sync med Trump og dermed størstedelen af partiet.

Kort sagt handler det altså ikke kun om, hvorvidt man stemmer med Trump, men måske i endnu højere grad, hvad man siger om The Donald.

På den retoriske front er Liz Cheney åbenlyst ude af sync med flertallet af republikanske vælgere og partifæller i Kongressen. Til tider fik man nærmest et indtryk af, at Cheney nød det politiske martyrium, som hun har skabt for sig selv ved så konsekvent at tage kampen op mod Trump.

Men når man vælger at tage denne udsigtsløse kamp, er det selvsagt heller ikke spor overraskende, at man får svært ved at være en topfigur i partiet og ender med at miste sin post. Udfaldet var givet på forhånd, ligesom hvis jeg havde udfordret Usain Bolt til et 100 meter-løb.

Dinosaurer og tidsmaskiner

Samtidig viser Cheneys politiske skæbne, hvorfor det mildest talt er en svær balancegang, som mange republikanske politikere forsøger at mestre i disse tider. Hvordan mestrer man den politiske spagat til perfektion, hvor man hverken får Trump og hans loyale støtter på nakken, mens man samtidig ikke deler troen på dolkestødslegenden om massiv valgsvindel og heller ikke er tilhænger af Trumps tirader mod republikanske toppolitikere som Mitch McConnell, Liz Cheney, med mere?

Man kan vist roligt sige, at det ikke lykkes for Liz Cheney. Det ville endda være synd at beskylde Cheney for at gøre et oprigtigt forsøg. Ved at insistere på sandheden, var Cheney lige så meget ud af tidsånden som dinosaurerne, før meteoren ramte.

Redaktøren ved det konservative tidsskrift National Review, Jay Nordlinger, beskrev denne udvikling meget malende på Twitter og bemærkede med henvisning til Cheneys bemærkelsesværdige tale i Kongressen op mod afstemningen: "Liz Cheney er et barn af Reagan. Det var som at tage en tur i en tidsmaskine."

Truth hurts

Kan man af Liz Cheneys nederlag udlede, at størstedelen af Donald Trumps partifæller tror på ekspræsidentens løgne om massiv valgsvindel ved valget i 2020?

Næppe. Ifølge det Trump-kritiske republikanske kongresmedlem Adam Kinzinger gør dette sig gældende for måske fem ud af de mere end 200 republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus. Resten holder lav profil for at undgå at blive offentlig udskammet som Cheney og resten af minoriteten af rebeller i Det Republikanske Parti.

"Truth hurts", som amerikanerne ynder at sige.

Liz Cheney kan i hvert fald nu konstatere, at man betaler en høj pris, hvis man insisterer på sandheden.