Konflikten er i gang på tre fronter, og nu overvejer Israel drastisk skridt
Flere dages voldsom uro i Jerusalem har bredt sig til resten af Israel og skabt en ny konfrontation med Gaza.
Efter en nat med voldsomme uroligheder i Jerusalem, hvor mindst 100 mennesker er blevet såret, er konflikten mellem israelere og palæstinensere nu i gang på tre forskellige fronter.
Konflikten udspringer i Jerusalem, men har bredt sig både til resten af Israel og de palæstinensiske selvstyreområder.
Den palæstinensiske organisation Hamas, der har magten i Gazastriben, har natten igennem sendt raketter ind over Israel, mens Israel til gengæld har bombet Gaza.
I en række andre israelske byer har der været uroligheder, der er i et tilfælde er endt med drab.
Konflikten er nu så tilspidset, at israelsk militær nu overvejer at gå ind i Gaza-striben, som man trak sig ud fra i 2005. Det fortæller Jotam Confino, der er journalist på det israelske dagblad Haaretz:
- Israelsk militær siger nu, at man ikke er afvisende overfor at gå ind og lave en militær operation på landjorden i Gaza. Det er meget, meget alvorligt. Det er også et signal til Hamas om, at man ikke vil finde sig i, at raketterne bliver ved med at regne over de israelske byer, siger han.
Han tilføjer dog, at Israel måske vil lade det blive ved truslerne:
- For Israel ved udmærket godt, hvad en operation på landjorden i Gaza betyder. Det betyder rigtig mange dræbte på begge sider.
Første front: Jerusalem
Sammenstødene omkring al-Aqsa moskeen fortsatte hele natten til tirsdag, efter to begivenheder mandag havde bragt sindene i kog.
For det første var mandag dagen, hvor den israelske Højesteret skulle behandle sagen om en række arabiske familier i Østjerusalem, der risikerer at blive smidt ud af deres boliger, fordi israelere har juridiske krav på boligerne fra før Israels selvstændighed i 1948. Højesterets behandling af sagen blev udskudt i sidste øjeblik.
For det andet var mandag Jerusalem Dag, hvor israelerne fejrer erobringen af hele Jerusalem i seksdageskrigen i 1967, og hvor en stor gruppe af højrenationalistiske israelere går gennem Østjerusalems arabiske kvarterer med flag og slagord.
Natten igennem fortsatte sammenstødene mellem palæstinensere og israelsk politi, der affyrede tåregas og gummikugler.
Anden front: Gaza
Den militante bevægelse Hamas, der har magten i Gaza-striben, blandede sig mandag i konflikten, da de begyndte at sende raketter ind over Israel.
Natten til tirsdag udsendte Hamas et ultimatum om, at raketangrebene ville fortsætte, hvis ikke de israelske sikkerhedsstyrker indenfor to timer trak sig tilbage fra området omkring al-Aqsa moskeen i Jerusalem.
Det skete ikke.
I stedet intensiverede begge parter beskydningen over grænsen mellem Gaza og Israel.
Israelske bombardementer af mindst 140 mål i Gaza har dræbt 24 mennesker, hvoraf 15 betegnes som Hamas-aktivister, mens resten er civile. Ifølge palæstinensiske kilder er flere af de dræbte børn.
Hamas har til gengæld affyret mindst 200 raketter mod Israel, skriver avisen Haaretz. De fleste af de raketter, der nåede deres mål, ramte i byen Ashkelon nord for Gaza-striben, hvor 19 mennesker meldes såret.
- Hvis Israel fortsætter sine angreb, vil vi forvandle Ashkelon til det rene helvede, truer Abu Ubaidah, der er talsmand for Hamas’ militære fløj, der koordinerer angrebene på Israel.
Tredje front: Resten af Israel
I løbet af mandag aften bredte urolighederne sig til andre dele af Israel, hvor flere tusinde israelske arabere protesterede, antændte bål i gaderne og kastede med sten, skriver Times of Israel.
I byen Lod i det centrale Israel blev en israelsk araber skudt og dræbt af en civil israeler. Den israelske mand er anholdt. Han siger selv, at han handlede i selvforsvar, efter jødiske hjem i byen blev angrebet med brandbomber og sten.
- Det kan betyde, at situationen kommer til at eskalerer langt mere, for så har vi pludselig også et drab inde i Israel på israelske arabere, siger Jotam Confino fra avisen Haaretz.
Han fortæller, at den israelske regering nu bliver nødt til at træffe nogle svære beslutninger:
- I de kommende timer vil premierminister Benjamin Netanyahu sandsynligvis mødes igen med militæret, konsultere dem og finde ud af præcis, hvad man skal gøre nu, siger han.
Tidligere har Benjamin Netanyahu forsikret sin befolkning om, at den israelske ledelse har tænkt sig at slå hårdt ned på alle angribere:
- Den nuværende konfrontation kan komme til at trække ud. Men dem, der eskalerer, kommer til at mærke slaget fra vores arm, sagde den israelske premierminister.