Udland

I dag er det helligdagen, hvor alle er klar til at slås om Østjerusalem

Denne mandag er den israelske helligdag Jerusalem Dag, og både israelere og palæstinensere er på gaden for hævde deres ret.

Mange er blevet såret under nye sammenstød i Jerusalem mandag morgen mellem palæstinensiske demonstranter og israelske sikkerhedsstyrker.

Sammenstødene kommer på selve dagen, hvor israelerne markerer helligdagen Jerusalem Dag.

- I den gamle bydel og omkring det hebraiske universitet på Tempelbjerget har der været voldsom uro i løbet af i nat. Her til morgen er der allerede samlet i tusindvis af palæstinensere på tempelpladsen som vil forhindre, at israelerne kommer derop på Jerusalem Dag, fortæller Kristeligt Dagblads korrespondent i Israel Allan Sørensen fra Jerusalem.

På Jerusalem Dag fejrer fundamentalistiske israelere generobringen af hele byen under seksdages-krigen i 1967 med en triumferende – og for palæstinenserne stærkt provokerende – march gennem de arabiske kvarterer i Østjerusalem.

Flere dages uro

Dermed er der lagt op til en højspændt dag i Jerusalem, hvor der allerede har været uroligheder i flere dage. Søndag blev 25 mennesker såret og 23 anholdt i sammenstød mellem palæstinensiske demonstranter og israelske sikkerhedsstyrker.

Og på Jerusalem Day er der traditionelt lagt op til sammenstød, fortæller TV 2’s Mellemøstkorrespondent Steffen Jensen:

- Som årene er gået, er det i stigende grad blevet en dag for de ekstreme, nationalistiske israelere. Tidligere var det en national fejring for alle, men i dag er det en dybt ubehagelig dag, hvor demonstranterne ikke lægger skjul på, at de vil forsøge at provokere araberne til slagsmål, fortæller Steffen Jensen.

De israelske myndigheder forsøger at forhindre sammenstød ved at forbyde de israelske demonstranter adgang til Tempelbjerget, hvor der ifølge det israelske dagblad Haaretz allerede mandag formiddag var samlet omkring 8000 palæstinensere, som står over for talstærkt israelsk politi.

- Vi vil ikke tillade ekstremister at destabilisere roen i Jerusalem. Vi vil opretholde lov og orden beslutsomt og forsvarligt, sagde premierminister Benjamin Netanyahu efter et regeringsmøde søndag.

En gammel ret til boliger

De seneste dages sammenstød i Jerusalem er udløst af en strid om boliger i Østjerusalem.

Israelere forsøger gennem retssystemet at smide palæstinensiske beboere ud af boliger, som israelerne selv mener at have ret til. Israelerne kan efter landets lov rejse krav på boliger, hvor de boede, før de blev fordrevet under uafhængighedskrigen i 1948.

Sagen skulle have været for den israelske Højesteret mandag, men den er netop blevet udsat op til en måned efter ønske fra den israelske statsadvokat.

Palæstinenserne kalder loven uretfærdig, fordi den ikke giver palæstinenserne samme ret til de boliger i Vestjerusalem, hvor de boede før 1948.

De israelske myndigheder fastholder imidlertid, at der er tale om en banal sag om ejerskabet af nogle boliger.

- Beklageligvis vælger de palæstinensiske myndigheder og palæstinensiske terrorgrupper at præsentere en almindelig sag om fast ejendom mellem private parter som en nationalistisk sag. Formålet er alene at skabe vold i Jerusalem, siger det israelske udenrigsministerium ifølge CNN.

Israelsk flertal i Østjerusalem

Sagen om boligerne i Østjerusalem er imidlertid en brik i et større spil om den legitime ret til Østjerusalem, fortæller Steffen Jensen.

Israel betragter det samlede Jerusalem som Israels hovedstad, mens palæstinenserne – og det meste af omverdenen – betragter Østjerusalem som en selvstændig enhed, der er udset til engang at blive hovedstad i en selvstændig, palæstinensisk stat.

- Det er oplagt, at det svækker det palæstinensiske krav på Østjerusalem, hvis der også er israelsk befolkningsflertal i den del af byen. Derfor forsøger nationalistiske israelere at få så mange israelere som muligt til at bosætte sig i Østjerusalem, fortæller Steffen Jensen.

Israelsk tilflytning sker ikke kun via sagsanlæg i henhold til den gamle lov, men også ved opkøb af boliger i Østjerusalem, som israelere så kan flytte ind i.

- Der findes ligefrem israelske, højrenationale organisationer, hvis hovedformål er at opkøbe arabiske boliger i Østjerusalem. Ejendommene bliver typisk købt via arabiske mellemmænd til opskruede priser, betalt af internationale pro-israelske støtter, forklarer Steffen Jensen.

Så vidt muligt opkøber israelerne flere bygninger ved siden af hinanden, så der kan dannes små, indhegnede og velbevogtede enklaver i Østjerusalem.

Hamas blander sig

Striden om boligerne i Østjerusalem truer imidlertid med at vokse til en national opstand. Israelske efterretningstjenester advarer om, at frustrationerne i øjeblikket er så store blandt palæstinenserne, at situationen risikerer at komme helt ud af kontrol.

Frustrationerne skyldes blandt andet, at præsidenten for det palæstinensiske selvstyreområde, Mahmoud Abbas, netop har udskudt de planlagte valg i området.

Mahmoud Abbas blev valgt som præsident i 2005, og lige siden har han igen og igen udskudt et nyvalg. Det har ikke mindst skabt vrede hos ærkerivalerne hos Hamas. Hamas sidder på magten i Gazastriben, mens Mahmoud Abbas har kontrol med Vestbredden, der er den anden del af det palæstinensiske selvstyreområde.

Hamas har de seneste dage bakket demonstranterne i Jerusalem op ved at affyre mindst 40 raketter fra Gaza ind over Israel.

- Når Hamas affyrer raketter mod Israel, så svarer Israel straks igen ved et angreb på Gaza. Derfor forsøger Hamas nu at flytte opgøret væk fra Gaza. Hvis det bryder ud omkring Østjerusalem, altså på Vestbredden, så vil det passe Hamas fint, vurderer Steffen Jensen.