Coronavirus

Ferien sydpå kan være reddet – Mette Frederiksen med opløftende svar

Den danske statsminister tror på, at der nok skal findes en fælles løsning i forbindelse med at åbne Europa for rejser igen.

Den italienske regering arbejder mod, at turister skal kunne rejse til landet uden at skulle i karantæne. Og det skal ske så tidligt som fra midten af maj.

Det skriver den italienske udenrigsminister, Luigi Di Maio, på Facebook lørdag.

Planen er at droppe den nuværende fem dage lange karantæne for turister fra EU, Storbritannien og Israel, som er færdigvaccinerede, kan fremvise en negativ coronatest, eller som har haft covid-19 og er blevet raskmeldte inden for de seneste seks måneder.

Fra juni skal også turister fra USA kunne besøge Italien uden at skulle i karantæne, oplyser ministeren. Det samme skal gælde turister fra Dubai fra oktober.

Turisme en vigtig byggesten

Som det er i øjeblikket, skal besøgende, som rejser til Italien fra andre EU-lande, være blevet testet negative før afrejse, tilbringe fem dage i karantæne i landet og derefter blive testet negative igen for at få adgang.

- Turisme er en vigtig byggesten på Italiens vej mod bedring, skriver udenrigsminister Luigi Di Maio på Facebook.

Antallet af nye smittetilfælde i Italien er faldende, samtidig med at landet har godt gang i sin vaccinationskampagne.

Således har mere end 27 procent af befolkningen på godt 60 millioner modtaget mindst én vaccinedosis.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Ikke flere røde zoner

Og fra mandag er der ikke længere nogen dele af Italien, som er betegnet som såkaldte røde zoner.

Rød zone er det højeste risikoniveau i landets tretrinssystem i henhold til et dekret udstedt af sundhedsminister Roberto Speranza.

Tidligere lørdag sagde den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), under et møde i Portugal med EU's øvrige stats- og regeringschefer, at det nok skal lykkes EU-landene at finde en løsning, der kan åbne for rejser i Europa.

- Jeg føler mig ret forsikret efter diskussionerne, for alle landene har en interesse i det, sagde Frederiksen.

Mens Danmark og nogle EU-lande har udviklet et coronapas, halter andre medlemslande efter.

Det er meningen, at centrale oplysninger om vaccination, test og immunitet efter sygdom skal koordineres, så disse certifikater kan tale sammen på tværs af Europas landegrænser.

Politisk flertal bag lempelse

Per 1. maj trådte nye regler for rejser i kraft.

Indtil videre gælder den nye lempelse for de færdigvaccinerede kun for rejser fra de gule og orange lande i EU- og Schengenområdet.

Orange betyder, at Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser. Dermed anbefaler de ikke ferierejser, mens erhvervsrejser eller besøg hos alvorligt syge familiemedlemmer kan være i kategorien nødvendige.

Medrejsende børn under 18 år må også rejse ud og slippe for testkrav og isolation ved hjemkomst. Det gælder også for danskere, der har været smittet inden for de sidste 180 dage.

Der er således åbent for indrejse fra følgende lande og regioner i EU- og Schengenlande: Island og de norske regioner Nordland, Trøndelag, Troms og Finnmark.

Når det gælder lande uden for EU, har Udenrigsministeriet opdateret rejsevejledningerne på baggrund af EU’s liste over tredjelande, som det kan overvejes at åbne for, fordi de lever op til fastsatte covid-19 kriterier for indrejse til EU.

Det betyder, at der nu også er banet vej for indrejse til Danmark fra Australien, New Zealand, Singapore, Sydkorea og Thailand.