Coronavirus

Indisk variant spreder sig hastigt – i naboland tester 44 procent positiv

Få overblik over situationen her.

Mens Indien kæmper med at få kontrol over coronakrisen, oplever en række nabolande nu en alarmerende stigning i smittetal.

Flere lande i Syd- og Sydøstasien registrerer lige nu det højeste antal smittede, siden pandemien begyndte.

Ifølge WHO blev der i sidste uge registreret i 2,7 millioner nye smittetilfælde og over 25.000 dødsfald i det sydøstlige Asien.

Her er et overblik over situationen i nogle af de værst ramte lande i regionen.

Nepal

Smittetallene i nabolandet Nepal ligger nu på niveau med tallet for Indien for to uger siden. I sidste weekend var 44 procent af alle coronatests i Nepal positive.

Hospitalsvæsenet i landet er presset i bund, og regeringen har bedt verdenssamfundet om hjælp til at tackle den eskalerende krise.

- Hvad der sker i Indien lige nu, er et skræmmende varsel om Nepals fremtid, hvis ikke vi får styr på den seneste smittebølge, der kræver flere liv hvert minut, sagde formand for Røde Kors Nepal til CNN forleden.

Sundhedsvæsenet i Nepal er i forvejen skrøbeligt med færre læger per indbygger end Indien.

Selvom Nepal har øget grænsekontrollen og indført nedlukninger i de hårdest ramte områder, frygter myndighederne, at det ikke er nok til at inddæmme smitten.

- Situationen forværres fra dag til dag og risikerer at komme ud af kontrol, siger Samir Adhikari, talsmand for Nepals sundhedsministerium.

Indonesien

Tidligere på ugen meddelte Indonesiens sundhedsministerium, at to personer var blevet smittet med den smitsomme coronavariant B1617, der først blev konstateret i Indien.

Indonesien med sine 270 millioner indbyggere har den seneste uge registreret omkring 5000 nye daglige smittetilfælde.

Myndighederne frygter konsekvenserne af den kommende muslimske Eid al-Fitr-fejring, der markerer enden på ramadanen. Her forventes det, at millioner af indonesere vil rejse på tværs af landet for at besøge familie og venner.

For at begrænse smitten har regeringen indført et forbud mod indenrigsrejser fra 6. maj til 17. maj, men myndighederne forventer, at omkring 18 millioner indonesere vil trodse rejseforbuddet for at fejre Eid al-Fitr.

Omkring 155.000 politifolk og soldater er på tværs af landet blevet udkommanderet til at håndhæve regeringens rejseforbud. Alene i hovedstaden Jakarta vil 4000 betjente blive sat på gaden for at opretholde rejseforbuddet.

Sri Lanka

Den sydasiatiske østat Sri Lanka har oplevet en stejl stigning af coronasmittede siden midten af april.

Fredag registrerede Sri Lanka med sine godt 21 millioner indbyggere 1895 nye smittetilfælde – det er næsten fem gange højere end smittetallet i april.

Ifølge sundhedsminister Pavithra Wanniarachchi skyldes den eksplosive smittestigning fejringen af nytåret i Sri Lanka 13. og 14. april, hvor store menneskemængder var samlet og festede i gaderne.

Før nytårsfejringen var myndighederne i Sri Lanka overbeviste om, at de havde coronasituationen under kontrol. De tilskyndede ligefrem landets indbyggere til at fejre nytåret, men opfordrede dog samtidig til, at man overholdt de gældende retningslinjer.

Alligevel gik der ikke længe, før nytårsfejringen gav alvorlige udslag i smittetallene.

Maldiverne

Østaten Maldiverne, der også er nabo til Indien, registrerede tirsdag 601 nye smittetilfælde – det er rekord for det lille land med omkring 530.000 indbyggere.

Med en økonomi, der er dybt afhængig af turisme, valgte Maldiverne i juli i fjor at åbne grænserne for udenlandske besøgende – efter tre måneders nedlukning. Maldiverne var dermed det første land i verden, der åbnede for udenlandske turister midt i pandemien.

I 2021 har størstedelen af turisterne været fra Indien. Fra januar til marts har flere end 70.000 indere besøgt det lille ferieparadis.

Maldiverne har tilbudt vacciner til turister, der besøger østaten, for at lokke besøgende til. Men den ordning træder først i kraft, når alle landets indbyggere er fuldt vaccineret. Flere end 400.000 maldivere har fået første stik, men kun 21 procent af befolkningen er fuldt vaccineret.

Mandag advarede landets sundhedsmyndigheder om, at antallet af indlagte med covid-19 er tredoblet i løbet af få dage. Samtidig advarer myndighederne om, at en ny coronavariant formentlig er skyld i den voldsomme stigning af smittede og indlagte.

Thailand

Selvom Thailand i januar sidste år var det første land udenfor Kina til at registrere et coronatilfælde, har landet i løbet af 2020 haft lave smittetal takket være effektive restriktioner og isolationsregler.

I starten af året lykkedes det landet at få bugt med en anden smittebølge, men nu har en ny tredje bølge resulteret i rekordhøje smitte- og dødstal i det populære ferieparadis.

Sidst i marts havde Thailand registreret i alt 28.863 smittetilfælde. På fem uger er det tal nu mere end fordoblet med flere end 76.000 smittede thailændere. Alene fredag blev der registreret 1911 nye smittetilfælde.

Den seneste smittebølge menes at have sit udspring i Bangkoks berygtede natteliv. 5. april i år blev i alt 196 diskoteker, barer og forlystelsessteder beordret til at lukke i to uger. Men for sent.

Smitten spreder sig nu voldsomt i hele landet, og situationen er i fare for at komme ud af kontrol, advarer myndighederne.