Udland

Bombe gravet op af fodboldbane – mange tusind evakueret

Tusindvis af bomber blev kastet over Slesvig-Holsten under Anden Verdenskrig, men det er ikke alle, der siden er blevet fundet.

Et levn fra Anden Verdenskrig har lørdag vendt en bydel i Flensborg på vrangen.

Politibiler med højttalere på taget kørte rundt og afspillede meddelelser om evakuering, mens borgerne tog husdyrene under armen og skyndte sig ud af området.

En 250 kilo tung amerikansk bombe har tilsyneladende ligget under overfladen i 78 år, og den blev for nyligt fundet i forbindelse med vedligeholdelse af en fodboldbane.

Fra lørdag morgen klokken 09.30 skulle 16.500 af indbyggerne i og omkring Flensborg-bydelen Duborg derfor evakuere området.

Men de lokale tog let på det, hvis man spørger danske Anne Hack, der er pensionist og bor i området.

- Jeg ved ikke, om det er nødvendigt, men det er måske bedre, hvis der virkelig sker noget, siger hun.

Hun tog på udflugt til nogle forskellige forretninger med sin mand, indtil de igen kunne komme hjem til deres hus. For som hun siger:

- Det er en helt almindelig dag.

Evakueres til dansk idrætshal

De lokale borgere blev tilbudt at lade sig evakuere til den danske sportshal Idraetshalle, hvor der var plads til omkring 100 mennesker.

Det skriver NDR, som kan fortælle, at der dog ikke blev serveret noget mad, da man ville overholde coronaretningslinjerne.

En række andre steder var også åbne for borgere i området, der ikke havde andet sted at gå hen. Det gjaldt blandt andet flere fitnesscentre.

Over 500 personer fra politiet, brandvæsenet og forskellige hjælpeorganisationer deltog i bomberydningen. Alle borgere skulle have forladt deres hjem klokken 11.30.

En af dem var Werner Perplies, der er gift med en dansk kvinde, som kommer fra Aabenraa.

- Jeg er født her under krigen og har boet her siden 1941. Det her er ikke noget nyt for mig, siger han.

Fotografen Thomas Racke og hans kone synes i modsætning til Werner Perplies ikke, at det var en dans på roser at skulle evakueres.

- Det er ikke en særlig rar følelse. Det kommer meget nært, siger han.

Tusindvis af bomber

Under Anden Verdenskrig blev flere tusinde bomber kastet over Slesvig-Holsten i kampen mod nazisterne, og det er derfor heller ikke første gang, at tyskerne skal desarmere gamle bomber fra krigen.

Alt i alt blev der kastet over 49.000 tons bomber over regionen, skriver NDR.

Anne Hack er tryg ved tyskernes evne til at rydde bomberne, netop fordi de har så meget erfaring med arbejdet, siger hun.

- Jeg har ikke hørt om et tilfælde (med bomberydning, red.) endnu i Tyskland, der virkelig gik i vejret. Det er altid gået godt – i hvert fald indtil nu, siger hun og griner.

Før bomberydningen kunne gå i gang, affyrede ordensmagten røde nødblus for at advare borgerne om, at de nu ville give sig i kast med den 250 kilo tunge bombe under fodboldbanen.

Selve rydningen foregik ved, at en lille kran løftede bomben op og placerede den på et stativ i et telt. Efterfølgende kunne bomberyddere uskadeliggøre den.

Omkring klokken 16.45 blev et grønt raketlys skudt i vejret for at vise, at der nu var sikkert i området igen.

Knap en halv time senere løftede politiet afspærringen af området, og folk kunne vende sikkert hjem igen.

Ifølge NDR var det en af de største evakueringer, som Tyskland har set i moderne tid.