Udland

Storbritannien og Frankrig i strid om ø - begge sendte bevæbnede skibe til området

Strid mellem franske fiskere og den britiske ø Jersey viser, hvordan Brexit kan ændre spillereglerne.

En flåde af vrede, franske fiskere samlede sig torsdag ved den britiske kanalø Jersey, hvor nogle af fiskerbådene kortvarigt blokerede færgen, der forbinder Jersey med Storbritannien.

Blokaden blev dog hurtigt hævet igen uden sammenstød mellem parterne.

Både Storbritannien og Frankrig markerede sagens alvor ved at sende bevæbnede marine-patruljebåde til farvandet omkring kanaløen – men begge parter var omhyggelige med at holde deres patruljebåde så langt fra fiskerne, at det ikke skulle provokere modparten.

Både de britiske patruljebåde HMS Seven og HMS Tamar og det franske gendarmerifartøj PCG Athos udsendte erklæringer om, at man udelukkende var i området for ”at overvåge situationen”, skriver The Guardian.

Tæt på den franske kyst

Jersey ligger i Den Engelske Kanal, mindre end 20 kilometer fra det franske fastland, og franske fiskere har gennem mange år fisket i det formelt set britiske farvand omkring øen.

Fredag udstedte Jersey nye fiskelicenser for første gang siden Storbritanniens endelige farvel til EU – og licenserne til de franske fiskere var både færre i antal og strammere i ordlyden end tidligere.

I det fjerne kunne de aktionerende franske fiskere se den britiske  patruljebåd HMS Tamar, der holdt øje med udviklingen - uden dog at blande sig.

Det medførte et ramaskrig i Frankrig.

Tirsdag optrappede den franske marineminister Annick Girardin konflikten, da hun truede med at afbryde elektricitetsforsyningen til Jersey, hvis ikke de franske fiskere fik en større del af Jerseys fiskekvoter.

Jerseys geografiske placering – 23 kilometer fra den franske kyst og 140 kilometer fra den britiske – betyder, at hele 95 procent af øens elektricitetsforsyning kommer gennem et undersøisk kabel fra Frankrig.

 Den franske marineminister Annick Girardin smed ekstra brænde på bålet, da hun i Nationalforsamlingen truede med at afbryde elforsyningen til Jersey

- Vi er solidariske med de franske fiskere, der er afhængige af adgang til britiske farvande. Med hensyn til Jersey, så kan jeg for eksempel afbryde elforsyningen gennem det undersøiske kabel, sagde hun i den franske Nationalforsamling.

EU mener Brexit-aftale bliver brudt

De nye fiskelicenser sætter som noget nyt grænser for, hvor lang tid den enkelte fisker må opholde sig i Jerseys fiskerivande.

Og det mener både Frankrig og EU er i modstrid med Brexit-aftalen mellem Storbritannien og EU, der forbyder parterne at tage den slags skridt uden foregående forhandlinger med modparten.

Så Frankrig har EU’s fulde opbakning i sagen:

- Det er helt afgørende, at begge parter holder sig fuldstændigt til betingelserne i Brexit-aftalen, siger Vivian Loonela, der er talsmand for EU-kommissionen.

Franske fiskere med bannere på deres både ud for havnen i Saint Helier på Jersey torsdag

"Ude af proportioner"

Truslen mod Jerseys elforsyning har til gengæld vakt vrede i Storbritannien.

- Det virker helt ude af proportioner at afbryde elforsyningen, blot fordi der er behov for at forhandle om justeringer af detaljer i de nye fiskelicenser, siger Jersey ”udenrigsminister” Ian Gorst til BBC.

Torsdag var parterne da også omhyggelige med ikke at tale konflikten yderligere op, og Ian Gorst erklærede sig parat til at tale med de franske fiskere.

En af arrangørerne af den franske demonstration ved Jersey, Hugo Lehuby, understregede samtidigt, at man ikke ønskede at genere folk på Jersey:

- Dette er ikke en blokade. Det er ikke vores mening at ødelægge noget, siger han til nyhedsbureauet Reuters.

Efter de franske fiskere torsdag er sejlet hjem igen, er de to britiske flådeskibe også begyndt at forberede sig på at vende tilbage til deres base, oplyser en talskvinde for den britiske regering. Hun understreger dog, at Storbritannien er parat til at sende skibene tilbage til Jersey, hvis det bliver nødvendigt.

- Myndighederne på Jersey har al mulig ret ret til at regulere fiskeriet i deres farvande i henhold til Brexit-aftalen, og vi støtter dem , når de gør brug af denne ret, siger talskvinden til nyhedsbureauet Reuters.