Udland

24 dræbt i sammenstød i Colombia: - Vi har været låst inde i et år, og nu er vi sure

Demonstrationerne har stået på siden landets regering for otte dage siden præsenterede en ny skattereform.

I Colombia var der igen onsdag massive sammenstød mellem demonstranter og militæret.

Ifølge FN har 24 personer mistet livet i protesterne - heriblandt én betjent.

Demonstrationerne har stået på siden landets regering for otte dage siden præsenterede en ny skattereform, der ifølge fagforeninger og middelklassen ville sende flere ud i fattigdom.

Regeringen trak søndag reformen tilbage, men protesterne fortsætter og handler nu om bedre vilkår generelt, samt mindre politi- og militærvold i landet. Det skriver The Guardian.

Militæret bruger tåregas mod demonstranterne i Bogota.

- Regeringen er imod folket

Onsdag marcherede titusinder af mennesker gennem landets hovedstad Bogota, hvor de blev mødt af militærets tåregaspatroner og vandkanoner.

- Vi vil blive ved, fordi vi er oppe mod en regering, der ikke lytter og som ikke vil forhandle med strejkeudvalget. Der har været en forfærdelig undertrykkelse og angreb på colombianere, der mobiliserer sig over hele landet. Vi forlanger, at landet bliver demilitariseret, siger Diogenes Orjuela, som arbejder for en fagforening.

Demonstranterne har blandt andet sat ild til biler og scootere for at barrikadere sig imod militæret.

Tirsdag gik demonstranter i den fattige del af Bogota til angreb på flere politistationer og satte ild til en af dem. En række busterminaler blev også udsat for omfattende hærværk.

- Vi har været låst inde i et år, og i det år er vi blevet sure. Den nuværende regering er imod folket. En regering, der er imod folket, er imod landet, siger læreren Fabian Estavillo, som deltog i demonstrationerne onsdag.

Demonstranter og militær i voldelige sammenstød i Bogotas gader.

Mangler mad og brændstof

Den seneste tids uroligheder begyndte i byen Cali i den sydvestlige del af landet, hvor mindst 11 personer er blevet dræbt i voldelige sammenstød med ordensmagten.

Militærets helikoptere har været et konstant soundtrack, siden urolighederne brød ud, fortæller en lokal i Cali til The Guardian.

- Der er ingen mad og intet brændstof. Bare helikoptere hele tiden. Militærets skud og tåregas fylder gaderne.

Upopulær præsident

Colombias præsident Iván Duque har i løbet sine tre år i embedet været i mere eller mindre konstant modvind med ugentlige demonstrationer mod regeringen.

Modstanden er eskaleret i takt med, at præsidenten har forsøgt at bremse demonstrationerne med militær magt. Præsident Duque har undervejs anklaget demonstranterne for at være terrorister og rebeller.

Præsident Iván Duque har haft tre svære år i embedet.

Colombia er i lighed med andre sydamerikanske lande hårdt presset af coronaepidemien.

Flere end 75.000 colombianere med covid-19 har mistet livet, og landet har de seneste uger slået den ene kedelige coronarekord efter den anden.

Antallet af colombianere, som lever i ekstrem fattigdom, voksede sidste år med 2,8 millioner mennesker, og coronaepidemien har udstillet landets enorme økonomiske ulighed.