Udland

Helle Thorning-Schmidt spillede afgørende rolle, da Trumps Facebook-karantæne blev forlænget

Facebooks tilsynsråd, der har Helle Thorning-Schmidt blandt sine medlemmer, godkender udelukkelsen af Trump fordi han opfordrede til vold.

Facebooks særlige tilsynsråd vurderer, at det var i orden, da Facebook i januar udelukkede daværende præsident Donald Trump.

Det skete, fordi Trump efter Facebooks mening kom med falske påstande om valgsvindel og således var med til at opildne stemningen i USA i de ophidsede dage omkring stormen på Kongressen 6. januar.

- Donald Trump opfordrede til vold, og det må man ikke ifølge Facebooks egne regler, siger den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidt til TV 2.

Helle Thorning-Schmidt sidder som en af formændene i tilsynsrådet, der er nedsat af Facebook selv til at komme med afgørelser og anbefalinger i principielle og politisk vanskelige sager. Facebooks øverste chef Mark Zuckerberg kalder det selv for Facebooks ”Højesteret”, skriver New York Times.

Den danske co-formand siger dog, at det var en fejl, da Trump fik en livstidsudelukkelse.

- Vi har i tilsynsrådet sagt, at det var helt forkert med en tidsubegrænset straf, fordi det er der heller ikke belæg for ifølge Facebooks egne regler, siger Helle Thorning-Schmidt.

"De kommer til at betale en pris"

Donald Trump har reageret med raseri på tilsynsrådets afgørelse:

- Man har taget ytringsfriheden fra USA’s præsident, blot fordi den yderste venstrefløj er bange for sandheden. Men sandheden vil komme frem, stærkere og tydeligere end nogensinde, skriver han i en kommentar.

I kommentaren fastholder han, at hans udelukkelse fra Facebook blot er en brik i spillet om at undertrykke sandheden om den omfattende valgsvindel, der kostede ham sejren ved præsidentvalget i november.

- Folk i det her land vil ikke finde sig i det! Disse korrupte sociale medieselskaber skal komme til at betale en politisk pris, og de må aldrig igen få lov til at ødelægge og nedgøre vores valghandlinger, siger Donald Trump.

Ikke på livstid

Mens tilsynsrådet støtter udelukkelsen i den tilspidsede politiske situation i januar, har rådet samtidig givet Facebook en frist på seks måneder til at overveje, om udelukkelsen skal gøres tidsbegrænset.

Helle Thorning-Schmidt er en af formændene i Facebooks tilsynsråd "Facebook Content Oversight Board"

Samtidig siger Helle Thorning-Schmidt, at netop ytringsfriheden har været et centralt emne i tilsynsrådets afvejning.

- Vores konklusion er, at alle har en meget stor og bred ytringsfrihed, men offentlige personer og politiske ledere, som Trump var på daværende tidspunkt, har et særligt ansvar for ikke at opfordre til vold og i øvrigt respektere valgprocessen, siger hun.

Facebook siger i en kommentar, at man senere vil komme med en afgørelse i sagen, der vil være både ”klar og passende”.

Fra skrivebordet

Donald Trump er dermed stadig udelukket fra de store sociale medier – også hans tidligere favoritmedie Twitter.

I stedet har han lanceret sin egen lille nyhedstjeneste, der hedder "Fra Donald J. Trumps skrivebord".

Den består i, at han skriver små kommentarer om aktuelle emner på sin hjemmeside. Så kan hans tilhængere dele dem på de sociale medier, som Trump ikke selv har adgang til.