Udland

Tiden løber ud for Netanyahu: Tilbyder rival at blive premierminister i et år

Den politiske situation er stadig helt uafklaret i Israel. En måned efter det seneste parlamentsvalg er det stadig svært at finde et flertal.

Tirsdag ved midnat udløber premierminister Benjamin Netanyahus frist til at danne en ny regering efter parlamentsvalget 23. marts.

Netanyahu har stadig ikke sikret sig opbakning fra et flertal i Knesset, hvis medlemmer er delt på kryds og tværs – også på spørgsmålet om, hvorvidt den bedrageritiltalte Netanyahu overhovedet kan fortsætte som premierminister, samtidigt med at der kører en straffesag mod ham.

Men den erfarne Netanyahu, der leder landets største parti Likud og har siddet som premierminister siden 2009, har ikke givet op.

Senest har han tilbudt den politiske rival Naftali Bennett, der leder partiet Yamina, at han kan blive premierminister i et år – på den betingelse, at Netanyahu så får posten tilbage, når året er gået.

- For at forhindre dannelsen af en venstreorienteret regering, har jeg sagt til Naftali Bennett, at jeg accepterer ideen om en rotations-regering, hvor han bliver premierminister i et år, siger Benjamin Netanyahu.

Ifølge avisen Jerusalem Post har Netanyahu samtidigt lovet Bennetts parti Yamina ”betydningsfulde poster” i både regeringen og i Knesset.

Naftali Bennett,  leder af partiet Yamina, har fået tilbudt at blive premierminister i et år, men når året er gået skal Benjamin Netanyahu have posten tilbage.

Naftali Bennett, hvis parti tilhører højrefløjen i israelsk politik, har dog ikke sagt ja til tilbuddet. Han frygter ifølge Jerusalem Post, at Netanyahu blot er ude på at give ham skylden, hvis det ikke lykkes højrefløjen at danne regering.

Oppositionens tur

Når Netanyahus frist udløber i nat, skal den israelske præsident Reuven Rivlin beslutte, hvad der så skal ske.

Det mest indlysende vil være, at Yair Lapid, der er leder af centrum-venstre oppositionen til Netanyahu, får lov at prøve at finde et flertal til at danne regering.

Oppositionslederen har allerede givet Naftali Bennett det samme tilbud som han fik af Netanyahu – nemlig at de to kunne lave en aftale om at skiftes til at være premierminister.

- Og når jeg lover det, så sker det. Det, som Netanyahu har tilbudt, vil aldrig komme til at ske, siger Yair Lapid ifølge Jerusalem Post.

Men opgaven med at samle et flertal i det splittede Knesset ser ud til at blive lige så vanskelig for Yair Lapid, som den har været for Netanyahu.

Svært at blive enige

De 120 pladser i Knesset blev ved parlamentsvalget i marts delt mellem 13 partier, der ikke bare varierer politisk på den traditionelle højre-venstre skala.

De adskiller sig også fra hinanden ved, at nogle er ultrareligiøst jødiske, nogle er sekulære og andre igen repræsenterer den arabiske, muslimske befolkning – og af disse grunde ikke kan se sig selv sidde i regering sammen.

Endeligt er der flere partier, der måske nok ligger politisk tæt på Netanyahus parti Likud, men som har afvist at støtte en regering med den bedragerisigtede Netanyahu som premierminister.

Situationen har nu i to år forhindret Israel i at få en koalitionsregering med et stabilt flertal bag sig. Valget i marts var således det fjerde i landet på bare to år. Og det endte med samme resultat som de foregående: Med et Knesset delt i to lige store blokke af Netanyahu-støtter og modstandere.