Udland

Skotlands unge vil være selvstændige

Torsdagens valg er afgørende for, om skotterne kan kræve en ny folkeafstemning om at forlade Storbritannien.

Kampen for, at Skotland skal blive et selvstændigt land igen for første gang siden 1707, er en kamp mellem generationer.

De unge vil ophæve unionen med England og i stedet melde sig ind i det europæiske samarbejde i EU igen.

Derfor satser førsteminister Nicola Sturgeon fra det skotske nationalistparti SNP på de unge ved valget torsdag.

Hele 72 procent af de yngste vælgere i alderen 16-35 år vil løsrive sig, skriver Bloomberg. De har fået nok af englænderne. De tror hverken på den konservative regering i London eller på de lokale konservative, for partiet har ikke haft flertal i Skotland siden 1955. Og de har været med i EU hele deres liv, indtil Brexit blev til virkelighed i år - hen over hovedet på et stort flertal af skotterne.

Derimod er det mere tvivlsomt med de ældre – ligesom det var med Brexit-afstemningen for fem år siden.

Står til absolut flertal

De seneste meningsmålinger giver SNP et pænt flertal på 67 mandater mod 62 til andre partier i lokalparlamentet Holyrood i Edinburgh, hvor der i alt er 129 mandater.

Men det pæne flertal siver tilsyneladende i de sidste dage op til valget. Men mest alvorligt for Nicola Sturgeon er det, at holdningen til selvstændighed ligger på vippen. Tallene varierer fra dag til dag. Flertallet er ikke sikkert længere.

Tirsdag sagde instituttet Opinium ifølge The National 50-50. Så derfor skal førsteministeren sætte sit håb til de unge. For det kræver et seriøst flertal at tvinge regeringen i London til at acceptere en ny folkeafstemning om skotsk selvstændighed.

Farvel til England

Spørger man de unge, så siger 19-årige jurastuderende fra Glasgow, Robyn Graham, til Bloomberg:

- Jeg er sikker på, at vi bliver gamle i et uafhængigt Skotland. Hun er selv medlem af SNP.

Unge støtter af et uafhængigt skotland trøstede hinanden i 2018, da det stod klart, at der dengang ikke ville komme en ny folkeafstemnning om skotsk uafhængighed.

Men også Cameron Glasgow på 20, der er medlem af partiet Scottish Greens, har sine grunde. Den konservative regering i London underminerer demokratiet, for skotterne stemte imod Brexit, argumenterer han:

- Det meste af mit liv har jeg levet under en konservative regering, som Skotland aldrig har stemt for, siger han.

Svaret for disse unge er et farvel til unionen med England.

Flertallet tegner sig

Men der skal mere til end et pænt valg. For Skotland har allerede haft en folkeafstemning i 2014. Her sagde skotterne nej til selvstændighed med stemmerne 55-45.

Dengang var det aftalen, at der ikke skulle komme flere afstemninger i den kommende generation, siger premierminister Johnson.

Derfor hævder førsteminister Sturgeon nu, at der opstår en helt ny situation, hvis hun nu får absolut flertal i Skotland. Og her ser det bedre ud.

Det var instituttet Opinium, der forleden gav hende et flertal på 67-62. Men BMG Research gav hende ifølge The Scotsman 68 mandater. Hertil skal lægges tre mandater til partiet Alba, der ledes af den tidligere SNP-formand, Alex Salmond.

Holder dette, så vil der stå 71 mandater plus sandsynligvis en del grønne stemmer bag krav om ny folkeafstemning.

Ret til folkeafstemning?

I denne situation påstår førsteministeren, at hun har ret til at udskrive en folkeafstemning.

Til SkyNEWS siger hun, at premierminister Johnson ”ikke har ret til at stå i vejen for Skotlands demokratiske valg”.

Sturgeon vil selv udskrive en folkeafstemning uden at spørge i London.

- Hvis Boris Johnson vil forhindre afstemningen, så må han gå til domstolene, siger hun.

Et flertal af de unge skotter er ikke i tvivl. De har i årevis ønsket et ja til en ny folkeafstemning og et ja til skotsk uafhængighed.

Det begynder at ligne slagsmålet i Spanien, hvor regeringen i Madrid bruger domstolene til at stoppe selvstændighedsbevægelsen i Catalonien og har fået lange fængselsstraffe til lederne.

Kæmpehul i statskassen

Til gengæld har modstanderne af selvstændighed stærke økonomiske argumenter. Financial Times skriver, at et selvstændigt Skotland vil stå over for en økonomisk katastrofe.

Der vil fra starten være et kæmpemæssigt hul i statskassen, for skotterne lukrerer i dag på enorme pengestrømme fra London.

Helt konkret peger en stribe økonomer i bladet på, at skotterne vil stå med et underskud på statsbudgettet, der bliver tre til fire gange større end de tre procent, der er tilladt i EU. Så kan de overhovedet blive medlem af EU igen?

Skotland kan ikke længere regner med olieindtægter fra Nordsøen. For Storbritannien har næsten tømt disse reserver, og i øvrigt er priserne faldende. Så situationen er langt værre end ved folkeafstemningen i 2014, hvor skotterne altså stemte nej.

Skal dronningen flytte?

Hertil kommer en stribe problemer, som regeringen i London elsker af påpege.

Skotterne skal selv skabe deres egen valuta, eller de skal melde sig ind i EU og være med i euroen.

De kan heller ikke sikre sig at bevare dronningen, som er yderst populær i provinsen og bor en del af året i Balmoral Castle i Skotland.

De skal desuden opbygge deres eget forsvar, når briterne trækker deres atomubåde ud af de skotske fjorde.

Så problemerne tårner sig op den dag, hvor kampagnen for selvstændighed skal udkæmpes. Men foreløbig skal Nicola Sturgeon torsdag bede de skotske vælgere levere hende det absolutte flertal i Holyrood. Og så starter kampen først for alvor.

Hendes modstandere kalder hende allerede ”Nicola Braveheart Sturgeon” efter Mel Gibsons film fra 1995, hvor han spiller William Wallace.

Wallace måtte drage i landflygtighed i Frankrig og endte med at blive henrettet. Der falder hårde ord i valgkampen. Men Sturgeon har været i politik det meste af sit liv. Hun er ikke typen, der giver op.