Flere års fængsel til norsk kvinde, der blev hentet hjem fra IS-kalifat i Syrien

Den 30-årige kvinde blev hentet hjem til Norge, fordi hun havde et sygt barn. Hun dømmes skyldig i terrordeltagelse.

I Norge er en 30-årig kvinde idømt 3,5 års fængsel for at have støtte Islamisk Stat (IS) i Syrien. Det skriver avisen Verdens Gang.

Den norske kvinde af pakistansk afstamning opholdt sig i Syrien fra 2013 til 2019, hvor hun var gift med tre forskellige IS-krigere. Hun blev sammen med sine to børn hentet hjem til Norge i januar, fordi det ene barn var alvorligt sygt.

Lige som i Danmark har det vakt stor politisk debat i Norge, om man skulle hente mødre, der har været IS-tilhængere, og deres børn hjem. Beslutningen om at hente den 30-årige kvinde hjem vakte faktisk så stor uenighed i Norge, at det førte til regeringskoalitionens sammenbrud, da det indvandrerkritiske Fremskridtspartiet trak sig ud af regeringssamarbejdet.

Kvinden kom hjem sammen med sine børn 18. januar og blev anholdt ved ankomsten til Norge.

Terrordeltagelse

Sagen mod hende er den første af sin art i Norge.

Kvinden er dømt for "terrordeltagelse", men ikke for at have planlagt terror.

Anklagemyndigheden argumenterede for, at hun ved at være hustru og husmor for de tre mænd – de tre efterfulgte hinanden, efterhånden som de blev dræbt i kamp – skabte grundlaget for deres terror.

Kvinden drog til Syrien i 2013 for at slutte sig til sin kæreste, den norske terrorist Bastian Vasquez. Han blev dræbt i 2015, men derefter blev kvinden yderligere to gange gift med aktive IS-krigere, der døde i kampen.

Den norske kvinde kom til at leve i Islamisk Stats kalifat, lige fra dets oprettelse til dets endelige sammenbrud i byen Baghouz.

Et offer

Anklagemyndigheden havde krævet fire års fængsel, mens hendes forsvarer argumenterede for en fuldstændig frifindelse. Ifølge forsvareren var hun ganske vist taget til Syrien af egen fri vilje, men det var før, det blev ulovligt efter norsk lov.

Siden blev hun tilbageholdt i Islamisk Stats kalifat mod sin vilje, og hun var derfor ikke skyldig i en forbrydelse, men derimod et offer for menneskehandel hos IS, argumenterede forsvareren.

Dommen på 3,5 års fængsel vil blive reduceret, fordi kvinden allerede har været tilbageholdt i 402 dage, først i Al Hol-flygtningelejren i Syrien og siden i norsk varetægtsfængsel.

Kvinden vil anke dommen, oplyser hendes forsvarer til Verdens Gang.