Udland

Tre apoteker udleverede over 30 millioner stærke piller - vigtig retssag i USA i gang

USA har massive problemer med smertestillende medicin. Tre medicinalfirmaer er på anklagebænken i opsigtsvækkende retssag med milliarder på spil.

Den lille by Williamson i delstaten West Virginia i USA havde for et par år siden 3000 indbyggere og to apoteker.

Og lidt nord for Williamson – i byen Kermit med bare 280 indbyggere – lå et tredje apotek.

I løbet af få år udleverede de tre apoteker flere end 30 millioner stærke smertestillende piller til borgere, der var blevet afhængige af den receptpligtige medicin.

Da det gik allerhurtigst, udleverede apoteket i Kermit alene ni millioner piller i løbet af to år.

Recepterne blev skrevet i en gammel foderstofforretning uden for byen med tilnavnet ”The Pill Mill”, hvor en tidligere alfons havde ansat en gruppe læger til at udskrive recepter på samlebånd, skriver The Guardian.

Det betød, at det lille amt, hvor de små byer ligger – Cabell County – blev kendt som ”Ground Zero” for amerikanernes massive misbrug af stærk smertestillende medicin, der har betydet, at en halv million amerikanere siden årtusindeskiftet er døde af en overdosis.

Netop her, i Cabell County, tog man mandag første skridt i en retssag, hvor amtet kræver over en milliard dollar i erstatning fra tre af USA’s største medicinalfirmaer, der i årevis har leveret de mange millioner piller.

Resten af USA følger med

Retssagen bliver fulgt med interesse i resten af USA, for rundt omkring i landet venter flere end 3000 lignende sagsanlæg, anlagt af lokale myndigheder, på at komme for retten eller blive afsluttet med et forlig.

- Det er en vigtig retssag, ikke bare for indbyggerne i Cabell County, men for alle de lokalsamfund i hele landet, der har disse misbrugssager, siger en af amtets advokater Anthony Majestro til Washington Post.

Han og amtets øvrige advokater argumenterer for, at de tre store medicinalfirmaer – McKesson, AmerisourceBergen og Cardinal Health – groft har tilsidesat deres ansvar ved i årevis at levere så absurd mange af de stærke piller.

- I stedet for at føre kontrol, forsøge at begrænse medicinmisbruget og underrette myndighederne om mistænkelige ordrer har de valgt at (…) levere enorme mængder til apotekerne uden kontrol – med frygtelige konsekvenser for den amerikanske befolkning, siger advokaterne.

Drive-in-forretning

I alt blev der i løbet af ti år solgt næsten 100 millioner opiumbaserede smertestillende piller i Cabell County, hvis samlede indbyggertal ligger på 90.000.

Ifølge en opgørelse, som avisen Washington Post har lavet, blev der mellem 2006 og 2014 hvert år udskrevet og solgt 94 af de smertestillende opiumspiller per indbygger i amtet.

Men pillerne gik til mange andre end de lokale. Folk, der var blevet afhængige af pillerne, kom kørende fra vidt omkring for at få udskrevet en recept på ”The Pill Mill” og få udleveret pillerne på et af apotekerne.

Da det gik allerstærkest, holdt "The Pill Mill" op med at sende recepterne til apotekerne, fordi deres faxmaskine ikke kunne følge med. I stedet sendte de blot lister med navne på folk, der skulle have udleveret piller. Og et af apotekerne indrettede sig som drive-in-forrretning, så kunderne kunne få pillerne stukket ind i bilen uden at skulle stige ud.

I 2018 viste tal fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, at man intet sted i USA havde flere dødsfald af overdoser end netop i West Virginia.

Recepter efter reglerne

De tre store medicinalfirmaer forsvarer sig med, at de har fulgt reglerne til punkt og prikke: De har blot leveret pillerne til autoriserede apoteker, der har solgt dem i henhold til recepter udskrevet af praktiserende læger med papirerne i orden.

Samme undskyldning har de involverede apotekere brugt: De har blot udleveret piller til kunder, der har fået en recept hos deres autoriserede læge.

Myndighederne anerkender imidlertid ikke den undskyldning.

- Lad os kalde det ved det rette navn: Det er stort set et kartel. En narkohandels-organisation, siger Mike Smith fra West Virginia State Police, der – med flere års forsinkelse – har været med til at retsforfølge lægerne og apotekerne.

Nu er turen så kommet til de store leverandører, hvor de lokale myndigheder håber at kunne hente de helt store erstatningssummer.

Enkelte medicinalfirmaer er blevet dømt, men de tre store medicinalfirmaer, der tilsammen sidder på godt halvdelen af det amerikanske marked for disse piller, har tidligere haft held til at indgå forlig i flere lignende sager.

I oktober 2019 var nogle af de samme firmaer således på vej i retten i Ohio, men få timer før sagen skulle starte, indgik medicinalfirmaerne et forlig, der indebar, at de betalte 260 millioner dollar i erstatning.

Retssagen i Cabell County forventes ifølge Washington Post først at slutte til efteråret.