Udland

Ambulancefolk og politi såret under protester i Berlin

Der blev kastet med flasker og fyrværkeri og sat brand i gaderne i Berlin og andre storbyer i Europa i forbindelse med 1. maj-demonstrationer.

Der var lørdag aften voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter flere steder i Europa i forbindelse med 1. maj.

I Berlin-bydelen Neukölln blev flasker, fyrværkeri og sten kastet mod politiet, da de stødte sammen med demonstranter i den tyske hovedstad.

Politiet brugte selv peberspray mod demonstranter, der svarede igen ved at kaste sten og flasker tilbage. 20 ambulancefolk og 3 politibetjente blevet såret.

Det skriver Deutsche Welle.

Demonstranter angreb sig selv

Der var også store demonstrationer i andre tyske byer.

Men alene i Berlin blev over 5000 politifolk sat ind under demonstrationerne.

Urobetjente anholder en mand foran en af de brændende barrikader i Berlin.
Betjente havde travlt under 1. maj-demonstrationerne i den tyske hovedstad Berlin.

Berlins politichef, Barbara Slowik, har fordømt angrebene mod politi og reddere og kaldt dem uacceptable.

Der var flere demonstrationer rundt om i Berlin. En af dem blev endda afbrudt halvvejs, da demonstranterne blev så urolige, at selv arrangørerne blev angrebet.

Politiet vurderer, at omtrent 5000 mennesker deltog i demonstrationerne, mens arrangørerne mener, at omtrent 20.000 gik på gaderne.

I alt blev cirka 240 mennesker anholdt i Berlin, og der blev sat ild til mindst en bil.

Smadrede vinduer og kastede med sten

Også i Frankrig var der store demonstrationer lørdag.

I hovedstaden Paris smadrede nogle demonstranter vinduer på banker, satte skraldespande i brand og kastede genstande mod politiet, der valgte at reagere med tåregas. 56 personer blev kortvarigt anholdt.

Ifølge fagforeningen CGT blev 21 personer såret, heraf fire alvorligt, ved afslutningen på demonstrationen i hovedstaden.

1. maj-demonstrationer i Paris.
En demonstrant anholdes i forbindelse med 1. maj-demonstrationer i Paris.

Franskmænd gik også på gaden til 1. maj-arrangementer i Lille, Nantes, Lyon, Toulouse og flere andre byer. I alt er der blevet afholdt omtrent 300 demonstrationer over hele landet.

Fagforeningen CGT vurderer, at omkring 170.000 mennesker deltog i demonstrationer på nationalt plan.

Vandkanoner og tåregas

I Spanien demonstrerede folk i over 70 byer, men det skete med mundbind og god afstand.

Ved den største demonstration i hovedstaden Madrid var antallet af deltagere begrænset til 1000.

I den belgiske hovedstad, Bruxelles, endte politiet med at rydde en park for flere hundrede demonstranter med vandkanoner og tåregas.