Udland

Udmagret Navalnyj viser sig for første gang

Oppositionspolitikeren deltager torsdag via et videolink i et retsmøde, hvor han kalder sig selv et "forfærdeligt skelet".

Den russiske systemkritiker Aleksej Navalnyj har torsdag vist sig offentligt, for første gang siden han 31. marts indledte en sultestrejke i fængslet.

Oppositionspolitikeren deltager torsdag via et videolink i et retsmøde, og ifølge en journalist fra nyhedsbureauet Reuters er det tydeligt, at Navalnyj er afkræftet og har tabt sig betydeligt.

I retten beskriver Navalnyj sig selv som et "forfærdeligt skelet", rapporterer nyhedsbureauet AFP.

Klager over manglende hjælp

Navalnyj, der var tæt på at miste livet sidste år ved et påstået drabsforsøg med nervegiften Novitjok, afsoner en flerårig fængselsstraf i et fængsel uden for Moskva.

Han klagede for nylig over alvorlige rygsmerter og lammelse i arme og ben.

For at protestere mod mangel på lægehjælp i fængslet indledte Navalnyj 31. marts en sultestrejke.

Ifølge hans egen læge systemkritikerens helbred så svagt på grund af sultestrejken - og muligvis også sidste års alvorlige forgiftning - at han risikerer at dø.

Støtte til Navalnyj

21. april deltog tusindvis af mennesker i landsdækkende demonstrationer, der krævede, at Navalnyj fik adgang til uafhængige læger.

Nogle af Navalnyjs nærmeste medarbejdere blev anholdt, allerede inden starten på demonstrationerne, som myndighederne havde stemplet som ulovlige.

Adskillige personer blev anholdt under støttedemonstrationerne for Navalnyj, og ifølge aktivistgruppen OVD-info, der overvåger anholdelser af demonstranter i Rusland, kan der være tale om over 1000 anholdte.