Udland

Sigtelse klar: Militsgruppe ville bruge bomber under kidnapning af guvernør

Tre personer er sigtet for at ville bruge eksplosiver mod en guvernør.

Michigans demokratiske guvernør, Gretchen Whitmer, skulle bortføres.

Også hvis det krævede brugen af bomber.

Det fremgår af en sigtelse fra anklagemyndigheden i den amerikanske delstat Michigan rettet mod tre af de 14 mænd, der efterforskes for at planlægge en kidnapning af Michigans guvernør, Gretchen Whitmer.

Det skriver CNN.

Tre mænd er blevet sigtet for at ville kidnappe Michigans guvernør Gretchen Whitmer.

- De tre mænd Adam Fox, Barry Croft og Daniel Harris ville angiveligt bruge eksplosive remedier for at skade og hindre guvernørens sikkerhedsvagter og politi, skriver anklageren i Michigan i sin sigtelse.

Kidnapningsforsøget skulle udføres før valgdagen 3. november, og ifølge FBI ville gerningsmændene stille Whitmer for en domstol for forræderi på grund af hendes håndtering af coronavirusepidemien i Michigan.

Adam Fox skrev eksempelvis på Facebook, at guvernøren var ”en skide tyran”, og at ”vi må gøre noget”, inden politiet skred ind og forpurrede gidselplanerne.

Bagmænd købte bomber af FBI-agent

Af anklagerens sigtelse fremgår det, at Adam Fox indkøbte eksplosiver for 4000 dollars 13. september 2020 af en FBI-agent, som myndighederne mener har været medsammensvoren:

- Samme dag lykkedes det Croft og Harris at detonere en bombe indeholdende granatsplinter mod skydeskiver udformet som menneskelige silhouetter for at teste bombens effektivitet, skriver anklageren videre i sin sigtelse.

Barry Croft og Daniel Harris er derudover tiltalt for at eje eksplosiver, de ikke har haft tilladelse til.

Guvernør advarer om tonen

Torsdag forholdt guvernør Whitmer sig til de nye oplysninger i CNN-programmet 'New Day'.

- Jeg er utrolig taknemmelig for FBI's og delstatspolitiets arbejde, og den taknemmelighed vokser kun, jo mere vi kender til gruppens planer, sagde Whitmer.

Samtidig opfordrede hun alle amerikanere til at tænke over tonen, som hun frygter kan have drevet de sigtede ud i kidnapningsplanerne.

- Tonen skal ændre sig. Vi skal alle konfrontere den og stoppe med at fjendtliggøre hinanden og opmuntre de her indenrigsekstremister til at angribe medborgere, lød det fra Whitmer.

Whitmer blev i tiden op til kidnapningsplanerne hårdt kritiseret af præsident Donald Trump, fordi hun stod i spidsen for en hård nedlukning under coronaviruspandemien.

Nedlukningen blev mødt af voldsomme protester fra republikanere og grupper på den yderligtgående højrefløj.

Præsident Trump opfordrede dengang på Twitter til, at statens indbyggere skulle ”Befri Michigan”.

Vrede demonstranter i Michigan i maj har udstyret guvernør Gretchen Whitmer med Hitler-overskæg og hagekors.

Ved et vælgermøde i delstaten i oktober 2020 opfordrede Trump ligeledes de fremmødte Trump-supportere til at tage affære:

- I er nødt til at få jeres guvernør til at åbne Michigan op. Smid hende i fængsel, lød det fra Trump, sagde han.

Bagmand involverede højreorienteret milits

De tre personer, der er sigtede for at ville anvende eksplosiver mod guvernøren, var ikke alene om attentatplanerne.

Yderligere elleve personer er sigtet af Michigans anklager for at ville angribe politifolk, embedsmænd, politikere og regeringsbygningen i Michigan.

Fælles for flere af de sigtede er, at de har tilknytning til den stærkt højreorienterede militsgruppe Wolverine Watchmen.

Gruppen blev involveret, da en af de oprindelige bagmænd, Adam Fox, ifølge FBI's aflytninger, gav udtryk for, at han behøvede 200 bevæbnede mænd for at kunne storme regeringsbygningen i Michigan og gennemføre ”retssagen” for forræderi mod guvernør Whitmer, skriver New York Times.

Han besluttede derfor at lægge en føler ud til den lokale militsgruppe Wolverine Watchmen, som FBI i forvejen aflyttede, da militsgruppen var begyndt at indsamle privatadresser på lokale politifolk.

Derfor kunne politiet nøje følge med, mens medlemmer af militsen blev indblandet i forberedelserne på at bortføre guvernøren, inden FBI slog til i oktober og anholdt de mistænkte.

Retssagen var oprindelig sat til at begynde 23. marts, men er siden rykket til 12. oktober af hensyn til bevisførelsen.

En af de sigtede, Ty Garbin, erklærede sig skyldig i januar, og sagde her, at han vil samarbejde med anklagemyndigheden i den videre retssag.