Johnsons tidligere rådgiver har gjort ham vred, rystet og rød i hovedet

Manden, der ved alt for meget, er begyndt at sladre - og skeletterne vælter ud af skabene i Downing Street.

Dominic Cummings er manden, der de sidste 20 år har arbejdet for samtlige idioter i toppen af Storbritanniens konservative parti. Når han selv skal sige det.

Han går sin vej hver gang - eller også bliver han fyret. Senest stoppede han som Boris Johnsons chefrådgiver i december.

Men han vender altid tilbage igen - og nu er det sket igen. Ikke i partiet, men i overskrifterne. Og de seneste dages historier varsler ulykker:

  • Ulykkerne er påstanden om, at vidner hørte premierministeren sige, at han hellere så tusinde af døde, end at han ville lukke den britiske økonomi ned sidste efterår.
  • Ulykkerne er påstanden om, at Boris Johnson har overtrådt loven ved at få en rigmand til at betale en styrtende dyr renovering i embedsboligen, Downing Street.
  • Ulykkerne er påstanden om, at Johnson selv klager over, at hans nye kone bestemmer alt i huset og forhindrer, at han sætter en stopper for hendes vens misbrug af politiske kontakter.

Er alt dette rigtigt?

Boris Johnson sagde nej i Underhuset onsdag.

Men han måtte høre på påstande fra oppositionen om, at han var en sjuft, en løgner og en kriminel.

BBC’s politiske redaktør, Laura Kuenssberg, sagde efterfølgende, at hun aldrig før har set Johnson så rystet og så vred. Her er hendes Twitter:

Har angrebet ledere før

Selvom Cummings påstande blev afvist af Boris Johnson, så skal de alligevel tages alvorligt, mener førende analytikere som The Times’ Rachel Sylvester og Sky News’ Robert Peston.

Ifølge Rachel Sylvester er Steve Cummings angreb på Johnson langtfra overraskende.

Han han nemlig gjort det flere gange før.

I 2003 stoppede han som stabschef for den daværende konservative formand, Ian Duncan Smith, og efterfølgende beskrev Cummings Smith som en "nikkedukke" og som "inkompetent".

Og i 2014 gik han til angreb på den konservative premierminister, David Cameron, som han kaldte en "gådefuld sfinks uden nogen gåde - han bumler afsted fra én rodebutik til den næste uden anelse af formål".

Til gengæld sagde Cameron ifølge BBC, at Cummings var en "karrierepsykopat".

Men denne gang er Steve Cummings angreb på en konservativ leder anderledes, mener Rachel Sylvester. For denne gang anklager han den siddende premierminister for at være uetisk.

Geniet bag Johnson

Dominic Cummings strategiske geni er indiskutabelt. Og han har ændret alt i britisk politik.

Han var manden bag Brexit-kampagnens sejr ved folkeafstemningen i 2016, og han gjorde Boris Johnson til manden, som ingen i partiet kunne komme udenom.

Cummings stod bag slagordene "taking back control" (tag kontrollen tilbage, red.), der ændrede Storbritanniens historie, skriver BBC.

Og et halvt år efter styrede han valgkampen, hvor nye slagord som "get Brexit done" (få brexit gennemført, red.) sikrede Boris Johnson den største konservative valgsejr i to generationer. Tilmed stod han bag Johnsons politiske nybrud. Partiet forlod den traditionelle liberale økonomiske politik og satsede i stedet på at vinde arbejdervælgerne over med generøse valgløfter.

Exit

Valgstrategien lykkedes. Arbejderpartiet måtte se valgkredsene skifte farve i en lang række vigtige industribyer.

Men vreden over Dominic Cummings blev større og større, efterhånden som Johnson smed partiets mest trofaste politikere på porten og endog måtte sige farvel til sin egen bror, den nu tidligere minister Jo Johnson.

Så endelig i november måtte Cummings forlade Downing Street nummer 10 ad fordøren, efter at han selv havde brudt de strenge rejseregler under coronanedlukningen sidste efterår.

Krigserklæringen

I fredags kom Dominic Cummings krigserklæring. På sin blog levede Cummings to markante anklager:

  • Dels, at Johnson ville standse en undersøgelse af, hvem der havde lækket oplysninger om Johnsons holdning til nedlukningen i efteråret – det giftige citat om at Johnson skulle foretrække tusinder af døde frem for at ramme erhvervslivet. Årsagen var, at meget pegede på én af premierministerfruens venner, og Johnson ville ikke have ballade med konen. Cummings tilføjer, at han har WhatsApp-beskeder, som beviser, at han taler sandt.
  • Dels, at Johnson ifølge Cummings planlagde at få konservative rigmænd til hemmeligt at betale ombygning af parrets private lejlighed. Cummings noterer, at det var "uetisk, dumt og muligvis kriminelt". Og han tilbød at levere beviser til en officiel undersøgelse.

Denne krigserklæring lagde grunden for sammenstødet i parlamentet onsdag. Og det var som beskrevet brutalt.

Flere lækager

Hermed regner endnu flere ulykker ned over Boris Johnson.

Landets valgkommission har startet en undersøgelse og siger ifølge BBC, at der er grund til at tro, at der skete lovbrud, da Johnson skulle skaffe penge til at betale for renoveringen i Downing Street, den såkaldt "cash for curtain" sag. Så Johnson kan takke krigserklæringen fra Dominic Cummings for, at flere lækager bliver ved med at undergrave ham.

Onsdagens voldsomme anklager i parlamentet synes kun at være begyndelsen.

Tilmed skriver det konservative nyhedsmagasin The Economist, at "Mr. Johnson må holde op med at lyve".

Så de tunge kræfter i det etablerede samfund er på flugt fra premierministeren. Og morgenaviserne torsdag har sagen på alle forsider fra det mest sælgende Daily Mail til de seriøse The Times og The Guardian. Dominic Cummings er vendt tilbage.