Udland

100 dage med Biden - farvel til myten om den moderate mand

ANALYSE: Biden beskrives ofte som moderat og modstykke til Trump. Men bag hyggeonkel-facaden ser vi en pænt venstreorienteret amerikansk præsident.

Under præsidentvalgkampen sidste år advarede Donald Trump og republikanerne om, at Joe Biden i bund og grund var en trojansk hest. Bag Bidens moderate hyggeonkel-facade gemte der sig ifølge republikanerne et demokratisk parti, der på føderalt plan ville forsøge at dreje USA meget markant til venstre, hvis det fik lov.

Man kan diskutere, om analogien til den trojanske hest var den mest retvisende. Primært fordi Biden og demokraterne ikke ligefrem skjulte deres radikale dagsorden, såfremt man faktisk gjorde sig den ulejlighed at nærlæse deres politiske programmer.

Men efter 100 dage med Joe Biden som amerikansk præsident er der i hvert fald ikke nogen tvivl om, at myten om den moderate mand skal lægges i graven. Manden, der har været i amerikansk politik i et halvt århundrede, har nemlig præsenteret en politisk ønskeliste, der gør ham til den mest progressive præsident i nyere amerikansk historie.

Fingerpeg

Det meget venstreorienterede demokratiske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez udtalte i sidste uge, at præsident Biden havde overgået venstrefløjens forventninger, og at hun havde forventet en ”meget mere konservativ administration”. Men at Joe Biden i en amerikansk kontekst primært ville præsidere pænt progressiv, burde ikke være kommet bag på nogen, heller ikke på Ocasio-Cortez.

Valget af Kamala Harris, en af de mest venstreorienterede senatorer i USA, som vicepræsidentkandidat var et tydeligt og tidligt (identitetspolitisk) fingerpeg om, hvor præsidenten Biden ville lægge sit politiske snit. Præsidentkandidaten Biden gik under valgkampen heller ikke ligefrem stille med ambitionen om at udvide den føderale (velfærds)stat betragteligt, særligt efter coronakrisen ramte verden.

Det samme gør sig gældende med hensyn til de tidlige politiske prioriteringer. Den seneste corona-hjælpepakke, som demokraterne vedtog uden en eneste republikansk stemme, var i høj grad en udvidelse af den føderale velfærdsstat af bagdøren. Bidens bud på en infrastrukturpakke anlægger ligeledes en meget generøs fortolkning af begrebet infrastruktur. Senest har præsidenten i sin tale til Kongressen præsenteret ”The American Families Plan”, der blandt andet skal finansiere offentlige daginstitutioner, betalt føderal barselsorlov samt i noget omfang offentlige videregående uddannelser uden brugerbetaling.

Sammenlagt er der tale om en demokratisk dagsorden til cirka 37 billioner danske kroner, der udvider den føderale velfærdsstat gevaldigt, og som primært skal betales gennem skattestigninger for virksomheder og velhavende amerikanere. Det bliver vist ikke meget mere venstreorienteret.

Trumfkortet

Ingen af ovenstående lovforslag kom som en overraskelse. Alligevel er det, som om myten om den moderate mand har holdt stand i meget lang tid. Hvorfor?

Min tese er, at det primært skyldes (for meget) fokus på Bidens personlighed fremfor hans politik. At det for ofte handler mere om formen end indholdet og om kontrasten til forgængeren. Den sammenligning nyder Biden bestemt godt af. For sammenlignet med forgængeren Trump fremstår ”Uncle Joe”, som Biden ofte kaldes, afgjort som en hyggeonkel i Det Hvide Hus.

Helt ærligt: Hvor mange gange har du, kære læser, eksempelvis hørt eller læst om Bidens tweets de første 100 dage i embedet?

Sammenligningen med forgængeren Trump har – ligesom under valgkampen – været Joe Bidens største politiske gave. Et trumfkort så at sige. Groft sagt var valget af Biden nemlig snarere et fravalg af Trump end et tilvalg af Biden. Det kunne man i kølvandet på Bidens valgsejr blandt andet se ved, at der var flere amerikanere, der var glade for, at Trump tabte, end der var amerikanere, der var glade for, at Biden vandt.

Lykkebarnet

Ser man på opbakningen i befolkningen, er Bidens opbakning væsentlig højere end Trumps efter 100 dage som præsident. Men sætter man sig op i den historiske helikopter, er Bidens opbakning langt fra imponerende. Apropos trumfkort og taknemlige sammenligninger til forgængeren.

Sammenligningen med Trump har ydermere nok bidraget til, at forventningerne til Biden har været tilpas lave. Barren var med andre ord lav for Biden. Men ikke nok med det gjorde præsidenten det endnu nemmere for sig selv ved at sætte kunstigt lave mål på eksempelvis vaccinationsfronten.

Som bekendt er der ikke noget nemmere end at overgå lave forventninger (bare spørg min kone). Som den amerikanske investor Warren Buffet ynder at sige: ”Hemmeligheden bag lykke er at have lave forventninger”.

I den sammenhæng må man konkludere, at alderspræsidenten Biden er et lykkebarn.

Paradigmeskiftet

Den republikanske præsident Ronald Reagan sagde meget berømt, at de ni mest skræmmende ord i det engelske sprog var ”I'm from the government, and I'm here to help”. Joe Biden har det tydeligvis lige omvendt og ønsker at italesætte, at han er fra den føderale regering og her for at hjælpe.

Man skal ikke lang tid tilbage i historien for at finde eksempler på, at demokraternes standardsvar på samfundets problemer ikke var, at man skulle udvide den føderale velfærdsstat massivt. At det forholder sig sådan i dag er den foreløbige kulmination på et paradigmeskifte, som har været et halvt århundrede undervejs.

Det er ikke mere end 25 år siden, at Bill Clinton stod i Kongressen og proklamerede med patos i stemmen, at ”the era of big government is over”. Selvom Joe Biden kun er fire år ældre end Bill Clinton og støttede sidstnævntes velfærdsreform dengang, fremstår Clinton-årene i dag som et levn fra en svunden tid. Et testamente på, hvor meget nutidens Demokratiske Parti har rykket sig til venstre.

Det samme kan siges om Joe Bidens ideologiske rejse – som alt efter smag og behag bedst kan beskrives som værende pragmatisk eller opportunistisk – og som måske bedst kan beskrives med et Gandhi-citat: ”Jeg må følge dem, for jeg er deres leder”.

Hvorom alting er, så er der i hvert fald ikke længere nogen tvivl om, at hyggeonklen i Det Hvide Hus står i spidsen for et forsøg på den mest markante venstredrejning i nyere amerikansk historie, som ikke er spor moderat.

Hvem sagde, at amerikansk politik ville være kedelig med Joe Biden som præsident?