Udland

Trump-støtte kendt skyldig i at opfordre til drab på kongresmedlemmer

En 37-årig mand risikerer flere års fængsel for at have truet navngivne kongresmedlemmer på sociale medier.

Brendan Hunt på 37 år er blevet dømt skyldig i at have truet flere kongresmedlemmer på livet. Han risikerer ti års fængsel, skriver Washington Post.

Da tusindvis af Trump-støtter stormede Kongressen, havde Brendan Hunt de foregående fire uger delt flere og flere videoer under navnet ”X-Ray Ultra”.

Videoerne var truende mod Kongressens demokratiske medlemmer, og der blev gentagne gange opfordret til vold mod navngivne senatorer.

Han deltog ikke selv i stormløbet af Kongressen 6. januar, men knap to uger senere blev han lagt i håndjern.

Det skete 19. januar. Han blev sigtet for at have truet kongresmedlemmer på livet.

Videoerne røg ud på siden BitChute, der er populær blandt USA’s højreradikale kræfter, og i dem opfordrede Brendan Hunt sine ligesindede til at slå kongresmedlemmer ihjel.

"Dræb jeres senatorer"

Der var få dage til, at Joe Biden skulle tages i ed som præsident 20. januar, da USA’s føderale politi FBI modtog et tip om en video på BitChute.

Her faldt de føderale agenter over Brendan Hunts profil, hvor han under den ikke meget uigennemskuelige titel "KILL YOUR SENATORS: Slaughter them all" – dræb jeres senatorer, slagt dem alle – sendte trusler afsted mod demokratiske kongresmedlemmer.

Og dermed testede Brendan Hunt grænserne for, hvad man kan tillade sig at sige i USA.

For selvom hans forsvarsadvokat argumenterede for, at han var dækket af ytringsfriheden, og at der ikke var tale om trusler, da han ikke sendte dem til de omtalte kongresmedlemmer, blev han dømt.

- Det faktum, at de (senatorerne, red.) ikke har set hans opslag, fordi han ikke rettede det mod dem eller sendte det til dem, det er grund til at betvivle (hans skyld, red.), sagde hans advokat.

Ville tage våben med til indvielse

Blandt de trusler, som Brendan Hunt ytrede, var opfordringer til at lave offentlige henrettelser af demokraternes formand i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

Derudover ville Hunt også have henrettet venstrefløjsdarlingen Alexandria Orcasio-Cortez samt demokraternes formand for Senatet, Chuck Schumer. Det havde han skrevet på sin private facebook-profil.

- Trump, vi vil have rigtig hævn over demokraterne. Det betyder, at vi vil have dig til at holde offentlige henrettelser af Pelosi, AOC (Orcasio-Cortez, red.), Schumer og flere. Og hvis du ikke gør det, så vil borgerne gøre det, havde han skrevet.

I et andet opslag beskrev han, hvordan man skulle skyde demokrater, som han kaldte kommunister.

- Start skyderierne, vi mejer kommunisterne ned, lad os tage Amerika tilbage!, stor der.

På det højreorienterede sociale medie Parler havde Brendan Hunt opfordret andre til at dukke op til Joe Bidens indvielse med våben.

Ifølge Brendan Hunt var han fuld, da han filmede sig selv lave trusler, og når han skrev kommentarer på nettet.

Dommeren Pamela Chen afviste dog dette som en forklaring og sagde, at fuldskab ikke er en undskyldning.