Coronavirus

Tegnell med klar opfordring til svenskerne: Bliv hjemme til sommer

Sverige oplever i øjeblikket en tredje bølge af coronavirus og ligger i toppen af europæisk statistik over coronasmittede per indbygger.

Sommerferien rimer for mange skandinaver på høj sol og azurblåt vand på en sydeuropæisk badestrand.

Mens danskerne stadig kan gøre sig forhåbninger om en rejse sydpå til sommer, virker det som et mindre sandsynligt scenarie for vores svenske naboer.

Statsepidemiolog, Anders Tegnell, kommer nemlig med en klar opfordring, som sikkert vil stikke en kæp i hjulet på mange rejselystne svenskere.

- Der sker meget i Europa lige nu, så det er svært at vide, hvordan det vil se ud til sommer. Jeg mener, at det er tryggere at blive hjemme i Sverige denne sommer, siger Anders Tegnell til Aftonbladet.

Presset svensk sundhedsvæsen

Sverige er i øjeblikket ramt af en tredje smittebølge af coronavirus, der har taget hårdt på det svenske sygehusvæsen og presset det til bristetpunktet.

TV 2s nordiske korrespondent, Jesper Zølck, kaldte i sidste uge forholdene i Sverige for "bekymrende" og rapporterede, at der ikke var styr på smittespredningen hinsidan.

I april har antallet af indlagte intensivpatienter med covid-19 været i stigning, og i sidste uge ramte svenskerne en foreløbig top med flere end 400 indlæggelser.

Til sammenligning har Danmark den seneste måned haft i omegnen af 40 personer indlagt på intensiv - på trods af, at befolkningstallet kun er cirka dobbelt så højt i Sverige.

På grund af den tredje bølge af coronavirus har Sverige været nødsaget til at indføre visse restriktioner i et forsøg på at bremse smittespredningen.

Det har blandt andet betydet, at restauranter og caféers lukketider er blevet begrænset, og der er sat et loft for antallet af personer i butikkerne.

De yngre har stadig en meget omfattende smittespredning. Vi får mange indberetninger om udbrud på skolerne

Anders Tegnell, statsepidemiolog

Sverige topper europæisk smittestatistik

I løbet af foråret er smittespredningen steget ti uger i træk i Sverige.

Udviklingen ser nu så småt ud til at være vendt, men Sverige ligger fortsat helt i top, når man sammenligner smitteudviklingen på tværs af Europa.

Det er kun Cypern og Tyrkiet, der den seneste uge har oplevet flere nye smittede med covid-19 per million indbyggere.

Samtidig ligger hele ni af de ti europæiske regioner med højest smittespredning per 100.000 indbyggere i Sverige. Det viser en undersøgelse fra The Economist ifølge Politiken.

På førstepladsen er regionen Västernorrland, som har haft over 600 smittetilfælde per 100.000 indbyggere.

Yngre driver smitten

Ifølge Anders Tegnell går det den rigtige vej med coronaen i Sverige, men det er endnu for tidligt at fejre noget.

For på trods af at infektionsspredningen er nedadgående, så er den stadig på et meget højt niveau - især blandt visse aldersgrupper.

- De yngre har stadig en meget omfattende smittespredning. Vi får mange indberetninger om udbrud på skolerne, siger Anders Tegnell til Dagens Nyheter.

Statsepidemilogen anbefaler, at svenskerne bliver hjemme for anden sommer i træk, og derfor opfordrer han vores broderfolk til, at man stiller trangen til at tage en dukkert på de hjemlige breddegrader.

Svenskerne kan ses udendørs, men det vil stadig være vigtigt at holde afstand for at begrænse smitten, lyder rådet fra Tegnell.

Gensyn med svenske ødegårde

De danske myndigheder lempede onsdag 21. april de officielle rejsevejledninger, men Udenrigsministeriet fraråder fortsat de fleste rejser ud af landet.

Som følge af en politisk aftale har det den seneste uge været muligt for danskere at rejse til Sverige - uden samtidig at skulle gå i ti dages karantæne ved hjemkomst.

Denne karantæne kunne dog forkortes ved hjælpe af en negativ coronatest, der kunne tages på dag fire efter indrejse til Danmark.

Dermed har mere end 10.000 danskere igen fået mulighed for at besøge deres svenske ødegård, som de ellers har været afskåret fra siden 22. december, hvor Sverige med kort varsel lukkede grænsen til Danmark.