Coronavirus

5000 deltog i prøvekoncert - nu ved forskerne om der skete smittespredning

Forskerne konkluderer, at der ikke skete nogen væsentlig smittespredning ved koncerten.

Seks personer er blevet smittet med coronavirus, efter de deltog i en prøvekoncert i Barcelona med 5000 deltagere.

Arrangementet foregik i marts som et forsøg for at se, om lignende begivenheder kan finde sted igen på forsvarlig vis under coronapandemien.

Og det tyder det på, at det kan, lyder det fra spanske eksperter.

Det skriver blandt andre det spanske medie El Diario.

Ingen væsentlig smittespredning

Seks smittede personer svarer nemlig til den generelle smitte i Barcelona i marts. Derfor konkluderer eksperterne, at der ikke skete nogen væsentlig smittespredning ved koncerten.

- Dataene er meget positive, siger forsøgets videnskabelige koordinator Josep Maria Llibre til El Diario.

Ifølge projektets forskere blev fire af de seks med et efterfølgende positivt testsvar ikke smittet til selve koncerten.

Mundbind og ingen afstandskrav

Forud for koncerten med bandet Love of Lesbian kunne deltagerne tre forskellige steder i Barcelona få taget en lyntest. Var den negativ, fik de lov at deltage.

Under koncerten skulle deltagerne bære mundbind, men der var ingen krav om at holde afstand.

Projektet blev godkendt af de spanske sundhedsmyndigheder.