Thailands coronadødstal slår rekord, men tallet er meget lavere end Danmarks
I forhold til et indbyggerantal på næsten 70 millioner er antallet af coronarelaterede dødsfald i Thailand forbavsende lavt.
Søndag oplyser regeringen i Bangkok, at der det seneste døgn er registreret det hidtil største antal dødsfald under pandemien med 11 tilfælde.
Dermed er det samlede coronadødstal i Thailand oppe på 140, skriver Reuters.
Derfor sætter Thailand nu restriktioner på tilrejsende fra Indien, hvor der lige nu er et større udbrud i gang med en særlig smitsom variant af virussen, B1617.
- Vi vil bremse adgangen for udlændinge, der rejser hertil fra Indien lige nu, sagde Taweesin Wisanuyothin, en talsmand for den thailandske regerings covid-19-enhed.
Landets guvernører kan nu også lukke offentlige tilbud og indføre udgangsforbud om nødvendigt.
Lavere end i Danmark
Men sammenlignet med eksempelvis Danmark, der har et lavere indbyggertal og mindre befolkningstæthed, ligger Thailands rekord stadig overraskende lavt.
Se oversigten over covid-19-tallene herunder:
Kultur og maskepåbud
Eksperter har haft svært ved at forklare, hvorfor Thailand har holdt sine smittetal lavere end mange andre lande i verden.
Thailand var nemlig det første land, der havde registrerede en covid-19-positiv udenfor Kina. Det skete midt i turistsæsonen med millioner af tilrejsende fra hele verden.
En del af forklaringen kan være, at Thailand var hurtigt ude med at implementere ansigtsmasker og isolere alle, der blev registreret positive, selv med milde eller ingen symptomer.
Flere peger også på, at den thailandske befolkning er overvejede sunde og unge, med få tilfælde af diabetes og en mindre andel overvægtige end i eksempelvis mange vestlige lande, og derfor er de mere modstandsdygtige overfor virussen.
Det skriver den britiske avis The Guardian.
Goddag uden kontakt
Andre forklaringer lyder på landets måde at hilse på, som ikke indebærer kropskontakt, og kulturen med at opholde sig udendørs de fleste dage året rundt i de mere tyndbefolkede egne.
Nogle påpeger dog også, at tallene ser sådan ud, fordi der ikke testes i lige så høj grad, som i andre lande.
- Vi tror, at virussen ikke blev sporet i en periode, fordi undersøgelser indikerer, at en stor del af dem, der blev registreret smittet havde få eller ingen symptomer, sagde Richard Brown, direktør for alvorlige sundhedssituationer i WHO, i et interview med til det australske medie ABC.
Forbereder sig på tredje bølge
De seneste uger er smittetallet dog steget hurtigt i Thailand, sammenlignet med tidligere, hvor virussen har været under kontrol. Særligt den britiske virus-variant B117 spreder sig, og det seneste døgn blev der registreret 2438 smittede.
Det vækker bekymring for, om antallet af hospitalssenge kan følge med, når myndighederne også indlægger covid-19-positive med få eller ingen symptomer.
Derfor overvejer landets regering lige nu at reducere karantæneperioden for covid-19-positive fra 14 dage til 10, hvor de fire skal tilbringes hjemme.
Myndighederne melder ud, at der stadig er 20.000 ledige senge landet over.