Udland

- En storm har rystet Indien, siger Modi om eksploderede smittetal

De seneste fire dage har Indien dagligt registreret flere end 300.000 nye smittetilfælde. Det er ikke set andre steder under pandemien.

Indiens premierminister, Narendra Modi, opfordrede søndag på det kraftigste landets befolkning til at tage den tredje bølge af coronasmitte alvorligt.

- Vi havde en god fornemmelse, efter at vi håndterede den første bølge succesfuldt. Men den her storm har rystet nationen, sagde Modi søndag i en radiotale til befolkningen.

Folk bør tage vaccinen og tage hygiejniske forbehold, lød det blandt andet.

Hver dag står vi i samme situation, vi har kun oxygen nok til to timer

Indisk læge

Rekordhøje smittetal

De seneste fire dage har Indien haft flere end 300.000 nye registrerede smittede hvert døgn. Det seneste døgn lød tallet på 349.691. Det er ikke set før i noget andet land i verden siden pandemiens start.

Det har ført til et kæmpe pres på landets hospitaler, særligt udfordringen med at skaffe ilt og sengepladser nok til de mange covid-19 patienter er kritisk for de indiske sundhedsmyndigheder.

Flere steder dør folk på fortovene, mens de venter foran hospitalerne.

- Hver dag står vi i samme situation, vi har kun oxygen nok til to timer, vi får kun tomme løfter fra myndighederne, lød det blandt andet fra en læge på ét at de pressede hospitaler på nationalt TV ifølge Reuters.

En covid-19-patient er heldig at kunne få ilt i sin bil i Ghaziabad, mens hun venter på at komme på hospitalet.

USA vil hjælpe

I USA siger landets udenrigsminister, at man vil forsøge at hjælpe Indien.

- Vores medfølelse går ud til Indiens befolkning, der er midt i et forfærdeligt coronaudbrud, skrev udenrigsminister Anthony Blinken søndag på Twitter.

- Vi arbejder tæt sammen med den indiske regering og vil hurtigt komme med hjælp til den indiske befolkning og Indiens sundhedspersonalehelte, skrev han.

Hvilken form for hjælp, som USA påtænker, er indtil videre ikke oplyst, men Indien har i den seneste uge kæmpet for at skalere produktionen og distributionen af oxygen op efter det stejlt stigende behov.

Den seneste måned alene er dødstallet tidoblet, mens eksperter vurderer tallet til at være langt højere.

Kritik for håndtering

Narendra Modi har mødt stor kritik for at have taget for let på coronasituationen og på den måde have skabt den krise, som landets uforberedte sundhedssystem lige nu befinder sig i.

- Inderne svigter deres kollektive vagtværn. I stedet for at blive bombarderet med beskeder om at være årvågne har vi hørt selvfede sejrsmeldinger fra vores ledere, som nu udstilles som ren selvforstærket hybris, skriver Zarir F. Udwadia, en lungespecialist og medlem af en task force under staten Maharashtras regering, fredag i et debatindlæg i Times of India.

Til trods for coronapandemien blev den religiøse festival Kumbh Mela afholdt i starten af april. Dog i en lidt kortere udgave. Video: Christoffer Løvstrup Bagge

5 procent vaccinerede

Også tempoet med at få vaccinerne ud møder kritik fra eksperter og fra befolkningen.

Over 138 millioner af indiens befolkning på 1,3 milliard har modtaget mindst et vaccinestik, mens omkring 5 procent af befolkningen er fuldt vaccinerede.

1. maj åbnes for, at alle personer over 18 år kan blive vaccineret. De indiske myndigheder forventer først, at den tredje bølge af covid-19 topper i maj.