Mand anholdt på Mallorca for at smitte med covid-19
Coronasmittet mand er på Mallorca anholdt for at smitte kolleger og andre, selv om han vidste, at han er syg.
En 40-årig mand på Mallorca i Spanien er anholdt af politiet og sigtes for legemsbeskadigelse, fordi han hensynsløst har spredt covid-19-smitte.
Han havde symptomer, men han gik alligevel på arbejde.
Samtidig gik han på sit fitnesscenter, siger politiet.
Både hans arbejdskolleger og arbejdsgiver opfordrede ham til at blive hjemme, så han ikke smittede andre.
Men manden blev ved med at komme på arbejde, selv med 40 graders feber.
Hostede og smed mundbind
På sit arbejde hostede han, og han smed mundbindet fra sig og råbte: "Jeg smitter jer alle med coronavirus".
Så kom resultatet af hans coronatest, og det viste sig, at han var smittet.
Det fik hans kolleger til at lade sig teste også. Fem var positive, siger politiet.
Og de havde i mellemtiden smittet familiemedlemmer, herunder tre babyer.
Også i fitnessklubben var andre blevet smittet af manden. Her blev der meldt om tre smittede, som også havde taget smitten med hjem.
I alt smittede han 22 personer direkte eller indirekte, siger politiet.