Udland

Indiske sygehuse i kollaps: - Vi lukker, hvis vi ikke får mere ilt

I Indien er covid-19-smittetallene eksploderet de seneste par dage. Sundhedsvæsnet har ikke ressourcer nok til at hjælpe alle.

Lange køer af lastbiler står fredag klar til at blive læsset ved et luftgasanlæg i udkanten af Indiens hovedstad New Delhi.

Produktionen er skruet i vejret, for overalt i landet, både i millionbyerne New Delhi og Mumbai samt i mindre byer, er hospitalerne overfyldte og få timer fra at løbe fuldstændigt tør for den ilt, deres covid-19-patienter skal bruge for at overleve.

- Mindre end en times oxygenbeholdning tilbage, meddelte hospitalskæden Max Healthcare her til morgen om to hospitaler, de har i New Delhi. De fik til to timer mere og afventer nu igen mere ilt.

I byen Gondol i den indiske delstat Gujarat meddeler tre hospitaler ifølge den indiske avis The Hindu, at de må lukke ned ved aftenstid, hvis de ikke når at modtage ilt.

Det er grimt, og det er alvorligt

T. S Sign Deo, sundhedsminister i delstaten Chhasttisgarth

Verdensrekord

Indiens sundhedssystem er løbet over ende af landets anden bølge af coronasmitte. Landet har slået verdensrekorden for coronasmittede to døgn i streg – fredag med over 333.000 registreret positive for covid-19. Og man forventer først, at smitten topper i maj.

- Det er indlysende, at når man får så mange nye smittetilfælde, så vil et hvilket som helst sundhedssystem jo være under voldsomt pres, og det gælder jo ikke mindst os her i Indien. Så de kommende dage er ret afgørende, siger Danmarks Ambassadør i Indien, Freddy Svane.

Med det store pres er der sket flere uheld. I onsdags døde 22 covid-19-patienter på et offentligt hospital i delstaten Maharashtra, da de løb tør for oxygen. Det viste sig at skyldes en lækkende tank. Samtidig døde mindst 13 mennesker fredag i en brand på et coronabehandlende hospital i en forstad til Mumbai.

- Det er grimt, og det er alvorligt. Der er en ekstrem mangel på sengepladser, sagde T. S. Sign Deo, sundhedsminister i delstaten Chhasttisgarth om situationen i landet.

Iltkrise

Mens covid-19-patienter dør af iltmangel uden for de overfyldte hospitaler, arbejdes der lige nu i døgndrift på at skaffe mere ilt. Og fordi produktionen af oxygen er skæv i forhold til efterspørgslen i de forskellige dele af landet, møder myndighederne en stor udfordring.

- Det er der, hvor den indiske centralregering er trådt til og sagt, "vi er nødt til at have en national distributionsplan, og vi er nødt til at skalere produktionen op", forklarer ambassadør Freddy Svane.

Ud over det bliver der også fløjet iltbeholdninger ind fra udlandet.

Satser på vacciner

Samtidig er udrulningen af vacciner til landets befolkning også i gang. Knap 130 millioner indere har modtaget mindst et stik, mens der 1. maj åbnes for, at alle personer over 18 år kan blive vaccineret.

- Det er de flestes opfattelse, at ud over det med håndhygiejne, så er man nødt til at stole på, at vaccinerne er vejen frem og den eneste reelle mulighed for at begrænse smitten, siger Freddy Svane.

Landets premierminister, Narendra Modi, har mødt stor kritik for både det uforberedte sundhedsvæsen og tempoet med at få vaccinerne ud.

- Den dårlige forvaltning af vacciner er tragisk. For et land, der er kendt for at være verdens apotek, så er det en fiasko, der er svær at begribe, at mindre end 1,5 procent er vaccineret, skriver blandt andet professor Kaushik Basu fra Cornell University, tidligere økonomisk rådgiver for den indiske regering, på Twitter.

Ikke taget forholdsregler

En del af forklaringen på den store smittestigning i Indien er, at der er blevet taget for let på risikoen for smitte i den seneste måned. Det mener flere eksperter.

- Inderne svigter deres kollektive vagtværn. I stedet for at blive bombarderet med beskeder om at være årvågne, har vi hørt selvfede sejrsmeldinger fra vore ledere, som nu udstilles som ren selvforstærket hybris, skriver Zarir F Udwadia, en lungespecialist og medlem af en task force under staten Maharashtras regering, fredag i et debatindlæg i Times of India.

Til trods for coronapandemien blev den religiøse festival Kumbh Mela afholdt i starten af april. Dog i en lidt kortere udgave. Video: Christoffer Løvstrup Bagge

Og det billede har ambassadør Freddy Svane også kunnet genkende fra sin base i New Delhi.

- Befolkningen har stort set ignoreret de her sædvanlige tiltag med håndhygiejne og mundbind, og hvis der ikke er særligt mange, der beskytter sig med god hygiejne, så er det klart, at smitten spreder sig lynhurtigt. Også givet det forhold, at vi bor så tæt og er så mange herude, siger han.

Bevar roen

Eksperter mener også, at en særlig smitsom covid-19-variant kan spille en rolle i de voldsomme smittetal i Indien. Det er varianten B1617, der har to mutationer, som begge har vist resistens over for antistoffer.

Det vil sige, at den kan skabe problemer i forhold til virkningen af vacciner. B1617-varianten er lige nu den dominerende i sekventerede prøver i Indien.

På trods af den alvorlige situation maner Danmarks ambassadør i Indien alligevel til besindighed:

- Det gælder om ikke at gå i panik og bevare et koldt hoved, siger Freddy Svane og opfordrer danskere i Indien til at fokusere på de forholdsregler, de kan tage, såsom god håndhygiejne og mundbind.

- Vi har set alt for mange mennesker, der drønede til det lokale apotek for at købe alverdens medicin. Så der er meget panik rundt omkring.