Udland

Følg opsendelsen: Nu genbruges rumraket for første gang

Efter planen bliver raketten opsendt fredag klokken 11.49 dansk tid.

For første gang nogensinde skal både en genbrugt løfteraket og en genbrugt rumkapsel sendes ud i rummet.

Fredag sender Space X sammen med Nasa fire astronauter op til Den Internationale Rumstation (ISS) ved hjælp af blandt andet en Falcon 9-raket og en Dragon-rumkapsel, som begge har været brugt før.

Space X, der ejes af den amerikanske rigmand Elon Musk, er som de første lykkedes med at genbruge store løfteraketter, der koster millioner af dollars at bygge. Tidligere er de blot styrtet ned, efter de kobles fra.

Men når Falcon 9-løfteraketten frakobles, lander den af sig selv på en platform i havet – klar til at blive genbrugt.

Du kan følge opsendelsen live herunder:

Raket lander på ubemandet skib

Efter planen bliver raketten opsendt fredag klokken 11.49 dansk tid, og efter opsendelsen vil løfteraketten lande på det ubemandede skib ’Of Course I Still Love You’.

Derefter vil Dragon-kapslen fortsætte til rumstationen med de fire astronauter Shane Kimbrough, Megan McArthur, Akihiko Hoshide og Thomas Pesquet ombord.

Efter cirka seks måneder skal Dragon-kapslen føre dem alle fire tilbage til jorden, hvor de efter planen vil lande i Atlanterhavet ud for Floridas kyst.

Den Falcon 9-raket, der bruges under missionen, er tidligere blevet opsendt i november 2020, og samme år blev Dragon-kapslen brugt til at fragte to astronauter til og fra Den Internationale Rumstation.