Udland

Over 100 russere meldes anholdt under Navalnyj-protester

Præsident Putin advarer Navalnys støtter i Vesten og lover kontant afregning på enhver provokation.

Russisk politi har anholdt 102 personer under landsdækkende protester til fordel for den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj.

Det oplyser borgerorganisationen OVD-Info ifølge Reuters.

Det sker samme dag, hvor Præsident Vladimir Putin i en tale til nationen advarer Vesten mod at træde over Ruslands "røde linje". Det ses blandt andet som en advarsel til de, der støtter Navalnyj.

Putin siger i sin tale, at den russiske regering vil reagere hurtigt og hårdt på enhver provokation.

Navalnyj sidder fængslet i en straffelejr øst for Moskva. Hans læger har sagt, at han er alvorligt svækket og risikerer at dø efter en sultestrejke.

Mandag valgte myndighederne at overføre ham til en hospitalsafdeling i fængslet.