Udland

Menneskemængde i Minneapolis bryder ud i jubel efter dom

Hundredvis af mennesker uden for retsbygningen drog et lettelsens suk, da dommen mod Derek Chauvin faldt.

Nervøsitet blev erstattet af glæde og lettelse uden for Hennepin County Government Center, da dommeren tirsdag læste nævningenes dom over Derek Chauvin højt.

Hundredvis af mennesker brød ud i jubel og klapsalver, da den tidligere politibetjent blev kendt skyldig i alle anklagepunkter i sagen om George Floyds død.

Afgørelsen blev læst op af dommer Peter Cahill sent tirsdag aften dansk tid. Et enigt nævningeting var nået frem til, at Derek Chauvin, der er hvid, dræbte George Floyd, som er sort, under en anholdelse i maj sidste år.

- Det er ikke Chauvin, der er stillet for retten. Det er USA, der står for retten, siger en tårevædet Marcia Howard, som er en af de frivillige, der fører tilsyn med folkemængden uden for retsbygningen, til nyhedsbureauet Reuters.

Derek Chauvin blev hurtigt ført væk i håndjern, da dommen var blevet læst op.

Anklagerne mod Derek Chauvin

Utilsigtet second degree murder:

Utilsigtet second degree murder defineres i denne sag ved, at man forårsager en persons død, mens man begår eller har til hensigt at begå en forbrydelse. Chauvins forbrydelse består ifølge anklagen i overfald, hvor han ved uretmæssig brug af magt har forårsaget alvorlige skader.

Skal Chauvin findes skyldig i dette punkt, kræves det ikke, at han har haft til hensigt at dræbe. Det er ikke tilfældet i nogen af punkterne.

Maksimumstraffen lyder på 40 år.

Third degree murder:

Skal Chauvin findes skyldig i third degree murder, kræves det, at han har forårsaget en anden persons død "ved at udføre en handling, der umiddelbart har udgjort en fare for andre, og ved at have udvist et moralsk fordærvet sindelag uden respekt for menneskeliv".

Maksimumstraffen lyder på 25 år.

Second degree manslaughter:

Skal Chauvin findes skyldig i second degree manslaughter, kræver det, at han har forårsaget en anden persons død ved en grad af strafpådragende "uagtsomhed, der har skabt en unødvendig risiko" for andre. Her har den anklagede "bevidst taget den risiko at forårsage død eller store skader på et andet individ".

Den maksimale straf er ti år.

Kilder: Ritzau, NPR, Star Tribune.

Tårerne begyndte at trille

Idet 41-årige Chris Dixon hørte dommen, begyndte tårerne at trille ned ad kinderne på ham.

- Jeg håbede, at vi ville opnå retfærdighed, og det ser det ud til, at vi gjorde, siger Dixon, som er sort og bor i Minneapolis.

- Lige nu er jeg meget stolt over, hvor jeg bor, tilføjer han.

Derek Chauvin er blandt andet kendt skyldig i forsætligt drab, hvilket kan give op til 40 års fængsel.

Forsøger at forstå det hele

- Helt ærligt, så har jeg svært ved at finde ord lige nu, og jeg forsøger at forstå det hele, siger en 31-årig kvinde fra Minneapolis til NBC News.

- Det føles som om, at vi omsider får lov til at smage retfærdigheden. I dag skal fejres, tilføjer hun.

Hun understreger samtidig, at drabet på George Floyd ikke er det eneste kontroversielle politidrab, som mange i USA kræver retfærdighed for.

Kvinden nævner blandt andre Daunte Wright, der blev skudt af en betjent i Brooklyn Center nær Minneapolis for nylig, og 13-årige Adam Toledo, der blev skudt af politiet i Chicago i marts.

På sociale medier er der delt videoer fra en lang række amerikanske byer, hvor folk bryder ud i spontan jubel på gader og stræder. Det gælder blandt andet i Washington D.C. og New York City.