Valg i Tyskland

Armin Laschet valgt som kanslerkandidat

Bayerns ministerpræsident opgiver kandidatur og støtter Armin Laschet fra CDU.

Armin Laschet, ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen, er blevet valgt som konservativ kanslerkandidat for de kristelige demokrater CDU, og er dermed mulig arvtager efter forbundskansler Angela Merkel.

Laschet blev kandidat, efter delstatens Bayerns ministerpræsident, Markus Söder, tirsdag trak sig som kanslerkandidat.

Det var ventet, at Söder ville erklære sin støtte til Laschet, efter at denne mandag fik opbakning fra et flertal i bestyrelsen i CDU.

Efter mere end seks timers drøftelser mandag oplyste partimedlemmer, at 31 af 46 medlemmer i bestyrelsen stemte for Laschet, mens ni stemte for Söder, som er leder af det bayerske søsterparti, CSU. Seks afstod fra at stemme. Det oplyser nyhedsbureauet dpa.

Seks måneder til valg

Den 60-årige Armin Laschet er partileder i CDU og har hele tiden gjort det klart, at han håber at blive Angela Merkels afløser, når hun træder tilbage efter 16 år som forbundskansler.

Der er mindre end seks måneder til valg i Tyskland, og CDU og CSU står dårligt på grund af blandt andet håndteringen af coronakrisen.

Den før så stabile alliance mellem CDU og CSU har været udfordret af de seneste ugers magtkamp mellem Laschet og Söder.

CDU og CSU stiller altid kun med en fælles kanslerkandidat, og denne kommer som regel fra CDU. CSU har aldrig haft en forbundskansler.