Udland

Skovbrand raserer universitet i Cape Town i Sydafrika

Studerende er evakueret fra brand i Cape Town, der blandt andet har fortæret et bibliotek med sjældne bøger.

En voldsom skovbrand er søndag brudt ud ved foden af den sydafrikanske by Cape Towns vartegn, Taffelbjerget.

Branden har blandt andet spredt sig til universitetet i Cape Town, UCT.

Her har flammerne fortæret flere bygninger samt et bibliotek med sjældne bøger.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Hundredvis evakueret

Hundredvis af studerende er blevet evakueret fra stedet. Myndighederne har også opfordret indbyggere og turister i området til at søge væk.

- Alle studerende er blevet evakueret fra campus af redningsarbejdere, skriver universitetet på Twitter.

Branden brød ud søndag morgen og raserer stadig sent søndag aften, oplyser redningstjenester.

Over 120 brandmænd og fem helikoptere, der kaster vand over området, er sat ind for at slukke branden.

Cape Towns borgmester, Dan Plato, oplyser, at mindst to brandmænd bliver behandlet for brandsår på et hospital i byen.

Der er ikke rapporteret om nogen dødsfald i forbindelse med den omfattende brand.

Blandt de nedbrændte bygninger er en restaurant samt Sydafrikas ældste vindmølle, Mostert's Mill, der er bygget i 1796. Møllen er brændt ned til grunden.

Kan være forårsaget af bål

Myndighederne mener, at branden er forårsaget af et bål, som en hjemløs person har tændt.

Lav luftfugtighed og et tørt landskab betyder, at flammerne spreder sig hurtigt.

De sydafrikanske parkmyndigheder vurderer ifølge BBC, at det vil tage mindst tre dage at få branden under kontrol.

Det skyldes blandt andet, at branden har skabt sin egen vind, hvilket øger spredningen af flammerne.

Taffelbjerget - eller Table Mountain som det hedder på engelsk - er et bjergplateau syd for Cape Town. Det beskyttede naturområde strækker sig over store dele af Cape Towns ubeboede områder.