Udland

Eksploderet tjekkisk våbendepot trækker tråde til giftattentater og konflikten i Ukraine

Russiske agenter, som menes at stå bag giftangreb i England, har også været på spil i Tjekkiet, mener myndighederne.

Eksplosionen i våbendepotet var så voldsom, at huse flere kilometer væk fik vinduerne blæst ud.

Alt der var tilbage i skoven i det østlige Tjekkiet var et ulmende krater og en masse ubesvarede spørgsmål.

Eksplosionen den 16. februar 2014 dræbte to mænd, som arbejdede i det afsides liggende våbendepot nær byen Vrbetice tæt på grænsen til Slovakiet.

I årevis har myndighederne i Tjekkiet søgt efter en forklaring på den dødbringende eksplosion, mens offentligheden har undret sig over de manglede udmeldinger om efterforskningen.

Men lørdag kom de tjekkiske myndigheder pludselig med nyt i sagen - overraskende nyt.

"Hemmelige " russiske agenter

Efterforskningen viste nemlig en direkte forbindelse mellem eksplosionen og den russiske militære efterretningstjeneste GRU.

- Vi har klare beviser for, at hemmelige russiske agenter fra GRU spillede en rolle i eksplosionen i 2014, der fandt sted på et våbendepot i byen Vrbetice, sagde den tjekkiske premierminister Andrej Babis lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det kan godt være, at de to agenter var hemmelige i 2014, men siden kom de i den grad i offentlighedens søgelys.

Der er nemlig tale om de samme to agenter, som under dæknavnene Alexander Petrov og Ruslan Boshirov beviseligt var til stede i den britiske by Salisbury i dagene op til forgiftningen af den tidligere GRU-agent Sergei Skripal og hans datter i marts 2018, skriver BBC.

Skripal og datteren blev forgiftet med stoffet Novichok, der blev udviklet af Sovjetunionen under den kolde krig.

De to agenter tilhører en specialenhed under GRU, der er bedre kendt som 29155. Enheden er mistænkt for at stå bag en række attentatforsøg og statsundergravende angreb på tværs af Europa.

Mere om de to agenter senere.

Rusland under pres

De nye afsløringer i Tjekkiet kommer samtidig med, at Rusland er under massivt internationalt pres.

USA har indført en stribe nye sanktioner mod Putin og den russiske magtelite som modsvar på landets opmarchering af tropper ved grænsen til det østlige Ukraine.

Som et led i sanktionerne, der kommer som en direkte ordre fra præsident Biden, har USA blandt andet udvist 10 russiske diplomater.

Lørdag meddelte den tjekkiske premierminister, at 18 russiske diplomater med base i Tjekkiet vil blive udvist i kølvandet på de nye beviser, der kobler den russiske efterretningstjeneste til eksplosionen i våbendepotet for syv år siden.

På pressemødet antydede de tjekkiske myndigheder, at eksplosionen i 2014 kan have forbindelse til konflikten samme år, da separatister støttet af Rusland lykkedes med at erobre et stort stykke af det østlige Ukraine i den såkaldte Donbass-region.

Det blev begyndelsen på borgerkrigen, der blandt andet resulterede i, at Rusland annekterede Krim-halvøen.

Den bulgarske forbindelse

For at forstå koblingen mellem en eksplosion i et våbendepot i en afsides skov i Tjekket - og konflikten mellem Rusland og Ukraine flere tusinde kilometer væk - mangler der en brik.

Den brik er den bulgarske våbenhandler Emilian Gebrev.

Han blev ikke direkte nævnt af de tjekkiske myndigheder på pressemødet lørdag, men både Czech Radio og nyhedsmagasinet Respekt citerer unavngivne sikkerhedskilder for, at Gebrev er en vigtig brik i efterforskningen.

Tjekkiets indenrigsminister og fungerende udenrigsminister, Jan Hamacek, antydede ligeledes i weekenden i et interview med det tjekkiske medie CT 24, at der er en bulgarsk forbindelse.

- Uden at gå i detaljer kan jeg bekræfte, at vi samarbejder internationalt på at opklare sagen. Det gælder også et samarbejde med de bulgarske myndigheder, lød det fra ministeren.

Samtidig bekræfter en højtstående ukrainsk militærkilde over for Radio Free Liberty, at regeringen i Kiev i 2014 havde kontakt til Gebrev for at købe ammunition til den væbnede konflikt med Rusland.

Dele af den ammunition skulle ifølge Radio Free Liberty være opbevaret i det depot, der i 2014 blev jævnet med jorden i Tjekkiet - altså ifølge de tjekkiske myndigheder af russiske agenter.

I koma efter middag

At russerne var stærkt utilfredse med Gebrevs formodede våbenhandel med den ukrainske regering, fremgår af en episode i marts 2015 i Bulgariens hovedstad Sofia.

Her var Emilian Gebrev ude at spise med sin søn og nogle forretningsforbindelser på en fornem restaurant.

Under middagen begyndte Gebrev pludselig at kaste voldsomt op og blev hastet på sygehuset, hvor han efter et anfald af vilde hallucinationer gled ind i koma. Gebrevs søn og en direktør i Gebrevs våbenfirma EMCO blev også pludseligt syge under middagen.

Mens Gebrev efter nogle måneder kom til hægterne igen, skulle der gå tre år før politiet i Sofia fik et gennembrud i opklaringen af Gebrevs pludselige ildebefindende, der nær havde kostet ham livet.

Det var først efter giftangrebet på den tidligere GRU-agent Sergei Skripal og hans datter i marts 2018, at et tip fra den britiske efterretningstjeneste fik brikkerne til at falde på plads hos efterforskerne i Sofia.

Politiets konklusion var nu, at en ukendt person havde smurt et giftigt stof på dørhåndtaget til Gebrevs bil, der havde holdt parkeret i et parkeringshus i det centrale Sofia.

Video viser giftattentat

Ifølge det undersøgende medie Bellingcat viser en overvågningsvideo udførelsen af giftattentatet på Emilian Gebrev i 2015.

Manden i videoen skulle ifølge Bellingcat være GRU-agenten Denis Sergeyev, som tre år senere var hjernen bag giftangrebet på Sergei Skripal og dennes datter i Salisbury i England.

Et attentat, der altså menes udført af de to agenter med dæknavnene Petrov og Boshirov, som nu også er mistænkt for angrebet på våbendepotet i den tjekkiske by Vrbetice.

De to russiske GRU-agenter slap efter angrebet på Skripal i 2018 uhindret ud af Storbritannien og hjem til Rusland, hvor de selv offentligt har bedyret deres uskyld.

Til russisk tv har de forklaret, at de arbejder som diætister – og at de udelukkende var i Salisbury i Storbritannien som turister for at besøge byens domkirke.