Udland

Dyb bekymring for Navalnyjs tilstand

Den russiske ambassadør i Storbritannien mener, at oppositionspolitikeren blot forsøger at tiltrække sig opmærksomhed.

EU-landenes udenrigsministre skal mandag diskutere sagen om den fængslede Putin-kritiker Aleksej Navalnyj. Forud for mødet er EU "dybt bekymret" for hans tilstand.

Det sker, efter Navalnyjs læge lørdag sagde, at Putin-kritikeren kan dø når som helst.

- Det er dybt foruroligende, det der foregår lige nu. Jeg vil lægge op til sanktioner mod Rusland på mødet i morgen, og jeg er klar til at gå langt, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til TV 2.

Aleksej Navalnyj har siden marts siddet fængslet i byen Pokrov uden for Moskva. De seneste tre uger har han sultestrejket i protest over sin behandling.

- Vi er nødt til samlet i EU at sætte foden hårdt ned, hvis ikke Rusland gør noget ved problemet, siger Jeppe Kofod.

Samtidig uddyber han, at det både gælder i forhold til den akutte brug for medicinsk assistance, men også med hensyn til en løsladelse fra den ifølge udenrigsministeren uberettigede fængsling.

Ram Putins støtter

Aleksej Navalnyjs eget lægehold har ikke fået mulighed for at tilse ham, og netop derfor er der ekstra god grund til at være bekymret.

Det siger TV 2s internationale analytiker Frederikke Ingemann.

- Det er oplysninger fra fængslets egen rapport, der viser, at Navalnyj har risiko for akut organsvigt, at nyrerne risikerer at sætte ud, og at han risikerer at få hjertestop, siger hun.

Der har ikke været en officiel russisk reaktion på, at den fængslede politiker er i livsfare, men fængselsmyndighederne har blandt andet åbnet op for at tvangsfodre ham.

- I august sidste år var Navalnyj tæt på at dø, da han blev forgiftet med stoffet Novitjok. Et angreb, som hans stab mener, at Vladimir Putins styre stod bag. Derfor stoler hans folk ikke på, at de nu vil redde hans liv, siger Frederikke Ingemann.

Hun siger også, at sanktioner meget vel kan få en positiv effekt, hvis de rammer de rigtige personer.

- En lang række mennesker peger på, at det er Putins støtter, oligarkerne, mediefolkene og bankfolkene, der skal rammes, hvis det skal ændre noget. De skal se, at det ikke er fordelagtigt at støtte præsidenten.

Navalnyj er fængslet for at bryde betingelserne for en tidligere betinget dom for skatteunddragelse - en sag, som ifølge Navalnyj er fabrikeret af det russiske styre.

International bekymring

Det er ikke kun den danske udenrigsminister, der er bekymret for Aleksej Navalnyjs helbred. I Bruxelles bliver det også talt med store bogstaver mod russerne.

- Vi opfordrer de russiske myndigheder til øjeblikkeligt at give ham adgang til sundhedspersonale, som han stoler på. De russiske myndigheder er ansvarlige for Navalnyjs sikkerhed i straffekolonien, og det holder vi dem ansvarlige for, sagde EU's udenrigschef, Josep Borrell.

Og den holdning deler de i både Storbritannien og USA, hvor talspersoner fra de respektive udenrigsministerier understreger, at det vil få konsekvenser, hvis Navalnyj skulle afgå ved døden i fængslet.

Der var planlagt massedemonstrationer i Rusland til støtte for Aleksej Navalnyj fredag, men grundet hans helbredstilstand er de blevet rykket til onsdag. Det skriver The Guardian.

Forsøg på at tiltrække opmærksomhed

I et interview med BBC, der er optaget fredag, siger den russiske ambassadør i Storbritannien, Andrej Kelin, at Aleksej Navalnyj ikke kommer til at dø i fængslet.

Han mener til gengæld, at oppositionspolitikeren blot forsøger at tiltrække sig opmærksomhed.

- I dag er der noget galt med hans venstre hånd, i morgen er det hans ben og så videre. Det handler om journalister og opmærksomhed, siger Andrej Kelin.

Ambassadøren udelukker desuden, at Navalnyjs læge vil få adgang til fængslet.