Udland

Dronningen helt alene og otte andre billeder fra prins Philips begravelse

En ensom majestæt, genforenede brødre, et dansk islæt. TV 2 opsummerer prins Philips begravelse lørdag i ni billeder.

Majestæten alene i kirken

-

På grund af skrappe coronarestriktioner sad dronning Elizabeth helt alene under cermonien.

Billedet af enken klædt i sort og mundbind løb hurtigt med opmærksomheden.

Og tanken om, at dronningen i det øjeblik siger farvel til sin livspartner gennem 73 år, går lige i hjertet, mener TV 2-korrespondent Ulla Terkelsen.

- Hun sidder der alene, og så forsvinder kisten ned i gulvet. Så er det bare slut, siger korrespondenten om billedet.

Genforenede brødre

-

Før begravelsen var manges øjne rettet mod prins Harry og William. De to brødre havde ikke set hinanden, siden Harry og hans hustru Meghan deltog i et opsigtsvækkende interview med Oprah Winfrey i marts.

Derfor havde den britiske presse spekuleret meget i, om indbyrdes stridigheder ville skinne igennem under gensynet. Men efter ceremonien forlod de to brødre smilende og småsnakkende St. George's Chapel sammen med prins Williams hustru, Kate Middleton.

En sidste køretur

-

Kisten blev kørt til St. George's Chapel i en speciallavet Land Rover, som prins Philip selv har designet.

Prinsen gik i gang med at modificere sin Land Rover i 2003 og lavede de sidste justeringer i 2019. Eksempelvis var det hans ønske, at den skulle males med den samme grønne farve, som bruges i militæret.

Bag Land Roveren gik begravelsesoptoget, som bestod af ni af prins Philips tætteste familiemedlemmer.

Svøbt i flag

-

Prins Philips kiste var svøbt i et flag, som prinsen også selv har designet. Ovenpå det lå hans kasket og sværd fra flåden.

Flaget er en samling af det græske flag, Mountbattens våbenskjold, Edinburghs flag og det danske våbenskjold.

Den britiske prins kom nemlig til verdens som prins af Grækenland og Danmark og glemte aldrig sine danske aner.

Sænket i jorden

-

Kisten med prins Philip blev i slutningen af begravelsen sænket ned i den kongelige krypt under St. George's Chapel.

Samtidig spillede medlemmer af flåden melodien The Last Post. Den symboliserer enden på dagen, eller at man steder en soldat til hvile.

Dronning Elizabeth sad på forreste række og kan skimtes i venstre hjørne af billedet.

Et minut i stilhed

-

Over hele Storbritannien blev der klokken 16.00 lørdag holdt ét minuts stilhed.

Blandt andet på kostskolen Gordonstoun i Skotland, hvor prins Philip selv var elev som ung dreng. Prinsen startede som 13-årig i 1934, og han har tidligere fortalt, at skolen var med til at forme ham som mand.

En hilsen fra Boris og nationen

-

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, skulle egentlig være gæst ved dagens begravelse. Men han valgte at se ceremonien hjemmefra for at give plads til et ekstra familiemedlem. Coronarestriktioner betød nemlig, at der kun måtte være 30 personer til stede.

I stedet blev der lagt en krans fra Boris Johnson på vegne af Storbritanniens befolkning.

- Med taknemmelighed mindes vi en mand, som nationen skylder mere, end man kan beskrive med ord, står der på kortet.

Et dansk islæt

-

Prins Philip modtog som prinsgemal over 60 ordener.

Til sin begravelse havde han udvalgt dem, der betød allermest for ham. De blev placeret på puder, som lå ved alteret i St. George's Chapel under ceremonien. Den danske Elefantorden var én af dem.

I 2017 blev prinsen også portrætteret af den australskfødte kunstner Ralph Heimans, hvor han bærer netop den danske Elefantorden.

Et sidste farvel

-

Det var en tung stemning, der hvilede over Storbritannien lørdag, mens befolkningen sagde et sidste farvel til den 99-årige prins.

Selvom briterne var blevet bedt om at følge begravelsen hjemmefra på grund af risiko for smitte med corona, var flere alligevel mødt op.

Et barn satte sig alene blandt de mange fremmødte med hovedet i hænderne - afskåret fra masserne.