Udland

Billeder af prinserne sammen vil blive "drøvtygget" af pressen, siger korrespondent

Om begravelsen af prins Philip i sig selv er nok til at klinke skårene mellem brødrene, må tiden vise, siger korrespondent.

Forud for prins Philips begravelse var manges øjne rettet mod hans børnebørn William og Harry.

De to brødre har ikke set hinanden i over et år, og deres tumultariske indbyrdes forhold er blevet endevendt i de britiske medier.

Men efter ceremonien forlod de to prinser St. George's Chapel tæt sammen med smil på læberne.

Og netop billedet af de to småsnakkende brødre vil i den kommende tid løbe med stor opmærksomhed, lyder det fra TV 2's korrespondent Divya Das.

- Det vil blive drøvtygget i de britiske medier for at se, om der nu er et gennembrud i deres forhold, og om de anvender begivenheden til at hele deres sår, siger hun.

Prinserne ses her sammen efter begravelsen af deres farfar, prins Philip. Det er første, de er blevet set sammen, efter Harry gav et opsigtsvækkende interview til Oprah Winfrey.

Men så kom Meghan

Som børn var prins Harry og William meget tætte. Især efter deres mor, prinsesse Dianas, død i 1997 blev de knyttet endnu mere sammen.

Prinsesse Diana døde i en tragisk trafikulykke i 1997.

Men efter prins Harry trådte tilbage fra sin plads som et ledende medlem af det britiske kongehus og flyttede til USA med sin kone, hertuginde Meghan, er de to prinser gledet fra hinanden.

Det fortalte prins Harry blandt andet i det stormombruste interview, som han og hertuginde Meghan i marts gav til den amerikanske talkshowværtinde Oprah Winfrey.

Derfor skabte det også stor røre, da det kom frem, at prinserne ikke skulle gå ved siden af hinanden i lørdagens begravelsesoptog. Her var deres fætter og prins Philips barnebarn, Peter Philips, blevet placeret mellem de to brødre.

- Han skulle agere en slags lynafleder. Nogle har endda kaldt ham en fredsmægler mellem de to, siger Divya Das.

Dagens begivenhed var første gang, at de to brødre skulle mødes efter interviewet.

Under begravelsesoptoget var Philips barnebarn Peter Philips blevet placeret mellem de to brødre.

Et stykke af vejen

Men der blev hverken brug for lynafledning eller fredsmægling til ceremonien, som forløb efter planen hele vejen igennem.

Forud for begravelsen var der da også blevet spekuleret i, om begivenheden måske kunne være med til at klinke skårene mellem de to brødre.

Og noget tyder på, at de i hvert fald er et stykke af vejen, lyder det fra TV 2-korrespondenten.

- Det er klart, at de her billeder af brødrene, som går side om side, efter de ikke har set hinanden i et år, er billeder, som vil blive gemt i de britiske arkiver, siger Divya Das.