Udland

Rusland udviser USA's diplomater som svar på sanktioner

USA-diplomater udvises, sanktioner rammer embedsmænd, og ngo'er fra USA begrænses i deres arbejde i Rusland.

Rusland vil bede ti amerikanske diplomater om at forlade Rusland, siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, fredag.

Otte amerikanske embedsmænd bliver underlagt sanktioner.

Rusland vil desuden "stoppe aktiviteterne" blandt amerikanske ngo'er og fonde, der ifølge den russiske regering blander sig i Ruslands interne anliggender.

Lavrov tilføjer, at regeringen overvejer andre "smertefulde" tiltag rettet mod amerikanske virksomheder i Rusland.

Gengældelse

Det er en del af det russiske svar på amerikanske sanktioner, som blev meldt ud torsdag.

Her meddelte USA, at landet udviser ti russiske diplomater og indfører økonomiske sanktioner mod både privatpersoner og virksomheder.

Årsagen er, at russerne har blandet sig i valg i USA, et russisk hackerangreb og andre "fjendtlige handlinger". Det oplyste Det Hvide Hus torsdag.

Blandt de udviste russiske diplomater er fem ansatte hos russiske efterretningstjenester.

Der er indført sanktioner mod 32 personer, som skal have forsøgt at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2020.