Udland

En er død, og 12 personer savnes stadig efter stort skibsforlis i Louisiana

Et 40 meter langt skib kæntrede tirsdag eftermiddag, og redningsmandskab søger stadig efter overlevende.

Tirsdag eftermiddag lokal tid kæntrede et stort skib ud fra den amerikanske delstat Louisianas kyst.

Det har fået fatale konsekvenser, og onsdag aften leder redningshold stadig efter overlevende, skriver New York Times.

Der var 19 personer ombord, og seks er indtil videre blevet reddet. 12 personer er stadig savnet, mens en person er fundet død i vandoverfladen.

Et redningshold trækker en overlevende op af vandet. 12 personer er endnu ikke fundet.

Har undersøgt område på størrelse med Fyn

Skibet Seacor Power, der servicerer olieplatforme, sank, da voldsomme vejrforhold huserede i området.

Klokken 16.30 lokal tid fik kystvagten besked om ulykken på det 40 meter lange skib, og siden har redningshold søgt efter overlevende i et område på omkring 3600 kvadratkilometer. Det svarer til et område større end Fyn.

Da kystvagten ankom, mødte de bølger i op mod tre meters højde og en vindstyrke på omkring 130 og 145 kilometer i timen.

Tror stadig på at finde de sidste 12

Kaptajn Will Watson fra kystvagten i området sagde onsdag på en pressekonference, at det ikke er til præcis at vide, hvad der fik skibet til at kæntre. Men vejrforholdene var uden tvivl udfordrende at sejle i, understregede han.

Derudover lød det fra kaptajnen, at han stadig håber på at finde de 12 manglende personer.

- Vi kan ikke udføre dette arbejde, hvis man ikke er optimistiske, sagde han.

Skibet er kæntret mod styrbord og er delvist sunket i omkring 15 meter dybt vand.

Ifølge en talsmand fra kystvagten er det muligt, at overlevende er fanget inde i det forliste skib, skriver New York Times.