Amerikanske myndigheder vil sætte Johnson & Johnson-vaccine på pause
Syv millioner amerikanere har fået vaccinen, der nu anbefales at blive sat på pause efter seks tilfælde af sjældne blodpropper.
Myndighederne i USA anbefaler, at man sætter brugen af Johnson & Johnsons coronavaccine på pause efter tilfælde af sjældne blodpropper hos seks vaccinerede.
Det skriver det amerikanske svar på Lægemiddelstyrelsen, FDA, og Sundhedsstyrelsen, CDC, på Twitter, hvor de anbefaler en pause for vaccinen.
Anbefalingen skyldes, at man vil undersøge om seks indberetninger om sjældne, men alvorlige tilfælde af blodpropper har en sammenhæng med vaccinen. Der er endnu ikke påvist en sammenhæng. Ifølge myndighederne er der tale om et "ekstremt forsigtighedsprincip."
De seks tilfælde var blandt kvinder, der var mellem 18 og 48 år gamle, skriver The New York Times. En kvinde er død, mens en anden er indlagt på hospitalet i kritisk tilstand. Alle kvinderne udviklede det sjældne bivirkningsbillede mellem seks og 16 dage efter vaccinationen.
Mere end 6,8 millioner amerikanere er blevet vaccineret med vaccinen fra Johnson & Johnson, og ifølge CDC er der sendt ni millioner Johnson & Johnson-doser ud til hele landet. De seks registrerede tilfælde af sjældne blodpropper svarer til cirka 0,000088 procent af de vaccinerede.
Johnson og Johnson vil nu sætte den planlagte vaccineudrulning i Europa på pause.
Samme sygdomsbillede som AstraZeneca
Der er tale om færre end ét tilfælde af den alvorlige bivirkning per 1 million vaccinerede, og dermed er det en meget sjælden reaktion.
Men bivirkningsbilledet minder om det, der har meldt sig efter vaccinationer med en anden vaccine mod coronavirus fra AstraZeneca. Her meldte Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) i sidste uge ud, at man så en mulig sammenhæng mellem vaccinen og de sjældne blodpropper.
Undersøgelserne af blodpropperne fik flere lande til at sætte AstraZeneca-vaccinen på pause. Men efter EMAs konklusion genoptog de fleste udrulningen - kun Danmark og Norge har stadig AstraZeneca-vaccinen på pause.
Det forventes, at de danske myndigheder melder noget ud om AstraZeneca-vaccinen i løbet af denne uge.
AstraZeneca-vaccinen og Johnson og Johnson-vaccinen er baseret på en anden teknologi end Pfizer og Modernas vacciner, men det vides endnu ikke, om der er nogen sammenhæng med de sjældne tilfælde.
9. april meldte EMA ud, at man undersøgte fire tilfælde af det særlige sygdomsbillede i forbindelse med Johnson & Johnson-vaccinen. Et af dem var opstået i de kliniske test.
Brostrøm: - Det gør indtryk
Meldingen fra den anden side af Atlanten bliver mødt med alvor, lyder det fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.
- Vi er meget opmærksom på de nye sikkerhedssignaler, der kommer ind fra USA (...) Og selvfølgelig gør det indtryk på os, at de amerikanske lægemiddelmyndigheder nu anbefaler en pausering af Janssen-vaccinen ud fra et forsigtighedsprincip, siger han.
Nu handler det, ifølge Søren Brostrøm, om at "afdække dokumentationsgrundlaget" for alle vacciner, der bliver brugt mod coronavirus.
Derfra kan man fastlægge, om der skal tages særlige forholdsregler for vaccinerne. Styrelsen venter at melde noget ud om både AstraZenecas vaccine og Johnson og Johnsons vaccine i løbet af denne uge.
Ingen danskere inviteret
Danmark har lagt billet ind på 8,2 millioner doser af den amerikanskproducerede vaccine. Den første sending på lidt over 38.000 vaccinedoser ankommer i den her uge til Danmark.
Hvad der skal ske med vaccinerne, er endnu ikke afklaret, oplyser Statens Serum Institut til TV 2.
- Vaccinerne fra Johnson og Johnson kommer til SSI i morgen, hvorefter de bliver lagt på køl her. Og så afventer vi Sundhedsstyrelsens beslutning, om hvad der skal ske med dem, lyder det.
Der er endnu heller ingen danskere, der har fået en invitation til en vaccination med Johnson og Johnsons vaccine, oplyser SSI.
En vigtig brik
USA har formået at vende en sløv start på vaccineudrulningen til en effektiv proces.
Omkring 120 millioner amerikanere er blevet vaccineret mod coronavirus, og selv om størstedelen af dem har fået Moderna eller Pfizer/BioNTechs vaccine, er Johnson og Johnsons vaccine en vigtig brik i landets vaccinationsstrategi.
Vaccinen kræver nemlig kun et enkelt stik, og derfor har den været praktisk på større vaccinationssteder, på campus-områder og på mere isolerede steder, hvor det er krævende at transportere doserne til.
Johnson og Johnson-pausen kommer i kølvandet på en skandale, hvor en amerikansk fabrik, der både producerede AstraZeneca- og Johnson og Johnson-vacciner, ved et uheld fik blandet de to vacciner.
Derefter var man nødt til at smide mellem 13 og 15 millioner vaccinedoser ud.