Udland

Udgangsforbud i Minneapolis efter opsigtsvækkende drab

Ifølge politichefen i Brooklyn Center trak betjenten sin pistol ved en fejl, og på en video kan man høre hende råbe: ”Taser, Taser, Taser”.

Borgmesteren i Saint Paul, der ligger tæt ved Minneapolis, indførte mandag aften udgangsforbud i byen gældende fra klokken 19.00-06.00 lokal tid.

Det sker, efter at vrede borgere søndag aften gik på gaden i udkanten af Minneapolis, efter at en 20-årig sort mand tidligere på dagen døde af skud fra politiet i byen, skriver Reuters.

Omkring 500 mennesker gik i samlet flok til politistationen i Brooklyn Center, en by med cirka 30.000 indbyggere, der grænser op til Minneapolis. Det skriver Minnesotas største avis, Star Tribune.

Her blev de mødt af kampklædt politi, der gentagne gange beordrede flokken til at sprede sig.

Stemningen i Minneapolis var i forvejen anspændt på grund af retssagen mod politibetjenten Derek Chauvin, der er tiltalt for drabet på George Floyd, som døde under betjentens knæ 25. maj sidste år.

Trak pistol ved et uheld

Politiet i Brooklyn Center skriver i en pressemeddelelse, at den unge mand, Daunte Wright, sammen med en kvindelig passager blev standset for en trafikforseelse kort før klokken 14 lokal tid.

Det viste sig, at der var en arrestordre på ham, og derfor forsøgte betjentene ifølge pressemeddelelsen at tage Daunte Wright med på stationen.

Men i stedet vendte han tilbage til sin bil, og det fik en af betjentene til at trække sit våben og skyde ham.

Demonstranterne blev de mødt af kampklædt politi, der gentagne gange beordrede flokken til at sprede sig.

Med en hårdt såret Daunte Wright bag rattet fortsatte bilen ad flere karréer, før den ramte en anden bil og standsede.

Ifølge politichef i byen Tim Gannon trak betjenten sin pistol ved en fejl.

- Jeg tror på, at betjenten ville bruge sin taser, men skød ham med en enkelt kugle, sagde han på et pressemøde mandag.

-Holy shit, jeg skød ham lige

På pressemødet viste politiet video fra drabet optaget af politiets kropskameraer.

Her kan man høre, hvordan en betjent, som politichefen beskriver som meget erfaren, råber ”taser, taser, taser,” inden hun affyrer sin pistol.

- Holy shit, jeg skød ham lige, kan man høre hende råbe, mens Daunte Wright kører væk i sin bil.

På videoen høres, hvordan betjenten råber "taser, taser, taser", inden hun affyrer sin pistol.

Betjenten er nu suspenderet, mens sagen efterforskes.

Ifølge den amerikanske præsident, Joe Biden, er der behov for en grundig efterforskning af sagen, men samtidig opfordrer han demonstranterne til at protestere fredeligt.

- Det er virkelig en tragisk ting, der er sket. Men jeg tror, vi bliver nødt til at vente og se, hvad efterforskningen viser, sagde han mandag under et pressemøde i Det Hvide Hus.

NBA aflyser basketball-kamp

Allerede søndag aften indførte også borgmesteren i Brooklyn Center, Mike Elliott, et natligt udgangsforbud, som gjaldt indtil klokken 6 mandag morgen lokal tid.

Derudover er em række sportskampe i NHL, NBA og MLB er mandag blevet aflyst i Minnesota - blandt andet er basketballkampen mellem The Brooklyn Nets og Minnesota Timberwolves i Minnesota blevet udskudt.

- Vores tanker er hos familien og vennerne til Daunte Wright i denne svære tid, skriver The National Basketball Association i en pressemeddelelse.

Der er endnu ikke blevet offentliggjort en ny dato for kampen.