Udland

Antallet af indlagte med covid-19 stiger i Sverige

Sveriges hospitaler mærker lige nu presset fra Sveriges tredje bølge af covid-19.

De seneste uger har smittetallet i Sverige været stigende, og 392 personer er på nuværende tidspunkt indlagt på intensivafdelingerne.

Det er ifølge Reuters det højeste niveau siden anden bølge, hvor 389 var indlagt i januar i år

- Det svenske sygehusvæsen, og specielt dem, der arbejder med corona, har været presset siden foråret sidste år, siger TV 2s korrespondent i Norden, Jesper Zølck.

Det betyder, at der konstant er stor udskiftning på de svenske hospitaler. Flere steder er der stadig afdelinger, hvor de kører med kriseaftaler.

Det vil sige, at de ansatte kan få inddraget fridage og have 60 timers arbejdsuger mod en økonomisk kompensation for at få lappet hullerne i vagtplanerne, forklarer Jesper Zølck.

- De har sådan set intensivsenge nok til at dække behovet. Problemet er, at de ikke har nok veluddannet personale. Det betyder, at de ansatte skal løbe hurtigere. Så de stopper på stribe, fordi de er trætte, siger han.

Imod stor nedlukning

Sverige har fra begyndelsen af pandemien haft en anderledes tilgang til virussen, hvor den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven har stået for en mere kritisk holdning til nedlukninger.

Derfor har Sverige været lukket ned i et mindre omfang end mange af de øvrige europæiske lande.

Men efterhånden som smitten er steget, har der gradvist været flere restriktioner i brug i forsøg på at begrænse trykket på landets hospitaler.

Der er eksempelvis indført begrænsninger på, hvor mange personer, der må opholde sige i butikker og restauranter samtidigt.

- Et problem i diskussionen er, at man rent faktisk ikke ved, om smittetallet ville være markant lavere, hvis man havde lukket ned, siger Jesper Zølck og henviser til, at man kan formode det ud fra sammenhængen mellem restriktioner og faldende smittetal i Danmark og Norge.

Men samme effekt har man ikke oplevet i Frankrig, hvor der også har været omfattende nedlukninger.

- Så Sverige har vurderet, at nedlukningerne ikke har været givtige nok i forhold til konsekvenserne, siger Jesper Zølck.

Vaccinestrategi til de svageste

Sverige er i gang med en intensiv vaccinestrategi, hvor ældre og særligt udsatte, ligesom i Danmark, prioriteres først.

Målet er, at alle over 65 år har fået mindst en dosis med covid-19-vaccinen inden 16. maj, mens alle voksne skal være blevet tilbudt første dosis midt i august.

Oprindeligt var målet juli.

- Som det står i øjeblikket, virker de nye mål realistiske at nå, slutter Jesper Zølck.