Udland

Storbritannien mindes prins Philip: - Han var en krumtap i dronningens liv

Prins Philip har ikke taget kongefamilien ned fra deres piedestal, men bragt piedestalen i øjenhøjde med den britiske befolkning, mener ekspert.

I mere end 70 år var prins Philip sin hustrus tro væbner, men han var meget mere end det.

Den nu afdøde prins Philip var med til at føre den engelske kongefamilie ind i en ny tidsalder.

Sådan lyder det dagen derpå fra kulturhistoriker Steffen Løvkjær.

- Her taler vi blandt andet tv, vi taler tilgængelighed, og så har han haft og bestredet personlige interesser, der har gjort tilgangen til den kongelige familie langt, langt lettere, siger Steffen Løvkjær til TV 2.

En vigtig del af transformationen

Prins Philip har ikke taget kongefamilien ned fra deres piedestal, men bragt piedestalen mere i øjenhøjde med den britiske befolkning, mener kulturhistorikeren.

- Det har tilladt briterne på en anden måde end tidligere at deltage i familiens liv, der er en naturlighed, når man har et monarki. Det er uendeligt vigtigt. Der har han været en fantastisk del af den her transformation, som kongehuset har gennemgået, siger Steffen Løvkjær.

Han nævner et tidligt eksempel, hvor prins Philip var meget vedholdende omkring, at kroningen af dronning Elizabeth i 1953 skulle vises på tv eller ej.

- Da var han stærk fortaler for, at det skulle den. Så enestående en begivenhed som en kroning naturligvis er. Den skulle ud, så befolkningen kunne deltage i den, fortæller Steffen Løvkjær.

Langt forud for sin tid

Lederen af den anglikanske kirke, ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, mener, at prins Philip var langt forud for sin tid.

- Han havde et nærmest profetisk talent, hvor han ikke blot var nogle år foran, men på så mange områder var han hele årtier forude – et kvart århundrede eller et halvt århundrede, når det gjaldt emner som fredning, klimaforandringer, dialog mellem trosretninger, motivation for unge.

Dengang grinte man af prinsen, fortæller ærkebiskoppen af Canterbury:

- Et halvt århundrede senere siger man: ”Det er meget vigtigt, hvorfor har ingen tænkt på det?” Det havde han.

Knastør humor og stor personlighed

Det var en prins med en stor personlighed, som nu er gået bort. Det fortæller kender af det engelske kongehus, forfatter Lone Theils:

- Han var en krumtap i dronningens liv. Det var ham, som var hendes støtte, så hun kunne være stærk i det job, hun har påtaget sig.

Mange briter var vilde med prinsens knastørre humor og hans stærke personlighed, fortæller Lone Theils:

- Man kunne mærke, hvem han var. Han var ikke bare en, som stod i baggrunden, når der skulle klippes en silkesnor over. Der var altid en frisk bemærkning og et glimt i øjet. Nogle gange gik han også lidt for vidt, hvor det måske ikke var helt så sjovt, men i dag tænker folk mest på de gode sider, han havde.

Kanonhyldest til prinsen

At prins Philip var en respekteret og folkekær skikkelse i Storbritannien ses tydeligt dagen derpå.

Flere af de britiske aviser har fyldt siderne med mindeord for den 99-årige prins, der døde fredag morgen efter længere tids sygdom.

Mange steder har briterne lagt blomster til ære for prins Philip, og senere lørdag vil der blive affyret kanonsalutter i Storbritannien.

Fra middagstid vil der blive affyret 41 skud med kanoner - et skud i minuttet i 40 minutter. Kanonerne vil blive affyret i flere engelske byer, ligesom der også vil blive affyret skud i Gibraltar og på britiske krigsskibe til søs.