Udland

Se stamtræet: Prins Philip blev født som prins af Danmark

Hvor prins Philip var oldebarn af danske Christian 9., er vores egen dronning Margrethe tipoldebarn.

Den nu afdøde prins og seniormedlem af det britiske kongehus kom til verden som Philip, prins af Grækenland og Danmark.

Begge titler, som han ved brylluppet med dronning Elizabeth i 1947 afgav for i stedet at blive prins Philip, hertug af Edingburgh.

Men hvor passer prinsen ind i det danske kongelige stamtræ, og er han i direkte familie med dronning Margrethe 2.?

Ifølge Steffen Løvkjær, som er kulturhistoriker ved Historic Talk, er det korte svar ja, selvom relationen til det danske kongehus ikke har været ekstraordinær tæt.

Oldebarn af dansk konge

Da prins Philip blev født i 1921 på den græske ø Korfu, var det således som prins af to nationer. Noget, som kun kunne lade sig gøre på grund af en særlig beslutning, som den danske kong Christian 9. fik igennem i 1863.

Forklaringen lyder, at prins Philips far, prins Andreas, var barn af den græske kong Georg I, hvis far var den danske konge Christian 9.

- Christian 9. får i 1863 valgt sin mellemste søn til konge af Grækenland på et tidspunkt, hvor den græske trone var ledig, fortæller Steffen Løvkjær.

Se prins Philips stamtræ herunder:

Stamtrae_prins_Philip

For at sikre, at de danske royale aldrig skulle befinde sig i en position som statsløse, sørgede Christian 9. ved indsættelsen af sin søn for, at de kommende græske monarker skulle fødes med dobbelttitel, så de altid ville have et tilhørsforhold til Danmark.

- Det græske kongehus har i særdeleshed danske rødder, og det er netop på grund af denne beslutning, at prins Philip også blev født prins af Danmark, forklarer Steffen Løvkjær.

Bærer af Elefantordnen

Hvor prins Philip altså var oldebarn af den danske kong Christian 9., er vores egen dronning Magrethe tipoldebarn.

- Selvom de ikke er på den samme linje, kan begge deres stamtræer føres tilbage til den danske konge, siger Steffen Løvkjær.

Fra venstre: Prins Philip, dronning Margrethe, dronning Elizabeth og prins Henrik vinker fra balkonen på Amalienborg Slot.

Prins Phillip har også prioriteret at flage sine danske aner. I 2017 blev prinsen for eksempel portrætteret af den australskfødte kunstner Ralph Heimans, hvor han bærer den danske Elefantorden.

Et maleri, som i følge Steffen Løvkjær er særligt interessant.

- Han har valgt at bære netop den danske orden, hvor han ellers kunnet have valgt en britisk eller en trejde.

Udover at bære Elefantordnen bemærker kulturhistorikeren også, at der på maleriet optræder en flora danica terrine, som prinsen læner sig i mod.

- Det er med til at understrege det danske tilhørsforhold, siger han.

Et maleri af prins Philip, malet af Ralph Heiman, som også har portrætteret Danmarks kronprinsesse Mary.

Personlig dansk hilsen

Hertugen af Edinburghs død har også fået dronning Margrethe til at sende en personlig kondolence til britiske dronning Elizabeth. En hilsen, hvis indhold ikke er opgivet til offentligheden.

Også det norske og svenske kongehus har sendt kondolencer til den britiske royale familie.

- Vore tanker går til dronning Elizabeth og den nærmeste familie. Vores kondolencer går også til det britiske folk, lyder det fra norske kong Harald.

Kongen af Sverige, Carl Gustaf, oplyser, at han og dronning Silvia er dybt bedrøvede over nyheden om prins Philips død:

- Prins Philip har været en god ven af vores familie i mange år. Det har været en relation, som vi har sat stor pris på. Hans tjeneste for sit land vil være en inspiration for os alle.

Hertugen af Edinburgh var gift med dronning Elizabeth i over 73 år. Sammen fik parret børnene prins Charles, prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward.

Han blev 99 år og efterlader sig desuden otte børnebørn og ti oldebørn.