Udland

Kinesisk tv udvisker logoer fra Nike, Adidas og Puma

Internationale sko- og tøjproducenter straffes nu også i fjernsynet for deres kritik af strafarbejde til uighurerne.

Kina strammer nu kursen over for de udenlandske tøj- og skofirmaer, der kritiserer bomuldsproduktionen i den kinesiske Xinjiang-provins.

En række internationale firmaer, med tøjkæden H&M og skoproducenten Nike i spidsen, har lovet ikke at benytte bomuld, som er høstet ved tvangsarbejde, i deres produkter.

Det har skabt en storm af vrede mod firmaerne i Kina, der afviser, at der finder tvangsarbejde sted i Xinjiang.

Nu er kinesisk tv gået så langt, at man slører alle medvirkendes tøj og sko, hvis de viser logoer fra nogle af de protesterende firmaer, skriver BBC.

Det omfattende arbejde med at udviske logoer og produktnavne som Nike, Adidas eller Puma har i nogle tilfælde ført til, at populære realityprogrammer eller talentkonkurrencer er blevet udsat uden nogen officiel forklaring, beretter BBC.

Kritik af tvangsarbejde

De vestlige firmaer har pådraget sig kinesernes vrede, fordi de har udtrykt deres støtte til græsrodsinitiativet Better Cotton Initiative (BCI).

BCI har advaret om, at der er stor risiko for, at den muslimske minoritet uighurernes tvangsarbejde er en del af grundlaget for den store bomuldsproduktion i Xinjiang.

Nike har for eksempel udsendt en erklæring, hvori selskabet udtrykker sin ”bekymring over rapporterne om tvangsarbejde i regionen”.

- Vi har sikret os, at vores underleverandører ikke længere bruger stof eller garn fra regionen, skriver Nike i erklæringen.

Shitstorm og straf

Selskabernes udmeldinger er i flere tilfælde flere måneder gamle, men sagen eksploderede for et par uger siden, efter at EU, USA, Canada og Storbritannien indførte sanktioner mod en række kinesiske embedsmænd for deres rolle i undertrykkelsen af uighurerne.

Det startede som en shitstorm på sociale medier mod firmaerne H&M og Nike anført af Det Kommunistiske Partis ungdomsafdeling.

En række kendte musikere og skuespillere opsagde deres sponsorkontrakter med de vestlige firmaer, mens andre opfordrede til boykot.

Det stod hurtigt klart, at angrebet blev bakket op fra officielt hold.

H&M’s og andre store detailkæders netbutikker forsvandt pludseligt fra nettet i Kina, mens vejviser-apps på nogle telefoner pludseligt var ude af stand til at vise vej til for eksempel H&M’s butikker.

Nu er selskabernes logoer og brandnavne altså også forsvundet fra nogle kinesiske tv-stationer.