Udland

Endnu en aften med uroligheder i Nordirland

Det Hvide Hus har nu udtrykt bekymring over den seneste uges vold i Belfast.

Der var torsdag aften igen optræk til optøjer i Nordirlands hovedstad, Belfast, da en stor gruppe unge kastede molotovcocktails og sten mod politiet.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Omkring 100 unge gik imod politiets pansrede køretøjer, og en del af dem brugte kasteskyts.

Umiddelbart efter opløste forsamlingen sig, da de blev mødt af kampklædte betjente.

Optrinnet kommer, efter en aften og nat hvor urolighederne fik frit løb i den nordirske hovedstad.

Satte ild til bus

Natten til torsdag blev der fra begge sider kastet molotovcocktails over en af de fredsmure, der blev opført i 1969 for at skabe fred mellem katolske og protestantiske grupperinger i Belfast.

Voldelige optøjer har den seneste uge ramt Nordirlands hovedstad.

Forinden havde unge loyalister ifølge britiske medier kapret en dobbeltdækkerbus og sat ild til den i en gade tæt på fredsmuren.

Loyalisterne på den ene side af konflikten kan i grove træk betegnes som tilhængere af Nordirlands tætte bånd til Storbritannien og er typisk protestanter. På den anden side står nationalisterne, som typisk er katolikker og ønsker ét samlet Irland.

Urolighederne har stået på den seneste uge, og de er blandt andet udløst af utilfredshed med den Brexit-aftale, der har skabt nye handelsbarriere, eftersom Nordirland fortsat er en del af EU’s indre marked, mens resten af Storbritannien er trådt ud.

Bekymring i Det Hvide Hus

Storbritanniens premierminister udtrykte torsdag formiddag sin dybe bekymring over optøjerne.

Det samme har Det Hvide Hus gjort i en udtalelse, som pressesekretær Jen Psaki læste op under en pressebriefing.

- Vi er bekymrede over volden i Nordirland, og vi står bag de britiske, irske og nordirske ledere i deres opfordring til ro. Vi forbliver en trofast tilhænger af et sikkert og opblomstrende Nordirland, hvor alle samfundsgrupper bliver hørt og nyder fortjenesten af den hårdt tilkæmpede fred, sagde hun blandt andet.

Også den irske regering og Nordirlands politiske ledere har fordømt de voldelige optøjer.

Holder Johnson orienteret

Politiet i Nordirland har anslået, at omkring 600 personer deltog i onsdagens uroligheder, som havde et omfang, der ifølge politiet ikke er set i årtier.

- Det faktum, at det var sekterisk vold, og der var store grupper på begge sider, er ikke noget, vi har set i en årrække, har vicepolitichef Jonathan Roberts sagt ifølge Ritzau.

Torsdag fløj Brandon Lewis, der er Storbritanniens indenrigsminister for Nordirland, til Belfast i et forsøg på at dæmpe urolighederne. Det skriver The Guardian. Her skulle han blandt andet holde hastemøder med Nordirlands politiske ledere.

- Jeg vil fortsat gøre alt, hvad jeg kan, for at fremme yderligere konstruktive drøftelser i løbet af de kommende dage. Jeg holder tæt kontakt til premierministeren for at holde ham opdateret, siger Brandon Lewis ifølge den britiske avis.