Coronavirus

Vrede protester i Rom: - Nerverne er uden på tøjet, og det handler om overlevelse, siger korrespondent

Restauratører og andre vil ikke acceptere at skulle lukke måneden ud på grund af nye restriktioner.

De italienske restaurantejere har fået nok. Nok af corona, nok af nedlukning og nok af en trussel om fallit og ruin.

Tirsdag kulminerede det foreløbigt under en protest udenfor parlamentet i Rom, hvor flere hundrede demonstrerende fra servicebranchen sænkede ansigtsmaskerne og med råb om "arbejde" og "frihed" forsøgte at bryde igennem politiafspærringer.

Eva Ravnbøl, TV 2s korrespondent i Italien, forklarer, at det er lang tids frustration og frygt for konkurs, som nu kommer til udtryk.

- Det fylder meget i Italien. Nerverne er uden på tøjet og det handler om overlevelse, siger Eva Ravnbøl.

En kvinde viser sin utilfredshed over ikke at kunne arbejde i den italienske hovedstad.

Flere byer med i protestbølgen

Ved sammenstødene i den italienske hovedstad blev en politibetjent såret, skriver det italienske nyhedsbureau La Stampa.

Også i andre byer som Milano, Torino og Siena manifesterede ansatte i særligt servicefag sig med demonstrationer.

- Restaurantejerne er især sure over, at myndighederne nu har lukket helt ned. Hidtil har man kunnet have åbent til klokken 18, men nu er der lukket for alt andet end takeaway måneden ud, og det presser en branche, som i forvejen er truet på deres levebrød, siger Eva Ravnbøl.

Den amerikanske QAnon aktivist Jake Angeli har fået en italiensk copy cat.

I Italien er café- og restaurationsbranchen enorm. Ikke mindst i de mest turisttunge byer, som har stået spøgelsestomme i 14 måneder, siden Italien som et af de første lande måtte lukke ned, da pandemien bredte sig ind over Europa.

- Men i Italien rammer det også bredere end mange andre steder, fordi så mange er beskæftiget. Det er både de fine restauranter, men også mere ydmyge steder med små trattoriaer og de caféer, hvor italienerne plejer at få deres morgenkaffe. Folk har særligt medlidenhed med den branche, siger Eva Ravnbøl.

Har holdt åbent i månedsvis trods restriktioner

Blandt demonstranterne var Hermes Ferrari, ejer af en restaurant i Modena i det nordlige Italien.

Han siger, at han har trodset myndighederne i flere måneder ved at have holdt åbent, stik imod regeringens dekret. Det har også betydet, at 70.000 betjente er udkommanderet for at tilse, at restriktionerne overholdes.

- Men selv om jeg har fået bøder for at holde åbent, har jeg i det mindste kunnet betale mit personale, siger Hermes Ferrari, inden han forsøgte at opildne andre restaurantejere til at følge hans eksempel.

Italien var også i efteråret ramt af protester, hvor højreradikale grupperinger kom i sammenstød med politiet, fordi man protesterede mod udgangsforbud i adskillige af landets regioner og hårde restriktioner som følge af coronaepidemiens anden bølge.

Også mange ansatte i den store italienske sportsindustri viser solidaritet med servicebranchen og protesterer mod de nyeste nedlukninger af landet.

Alle regioner i rød zone

Alle regioner er netop nu i den "røde zone" - det højeste niveau af restriktioner - da Italien aktuelt er ramt af en tredje bølge med omkring 20.000 nye antal smittede om dagen.

Det betyder samtidig, at alle butikker fraset essentielle fødevarebutikker må holde lukket.

Al "ikke-væsentlig trafik og bevægelse" mellem regionerne er også forbudt, og for andet år i træk måtte pave Frans afholde en stærkt nedskaleret ceremoni, kun i selskab med et par enkelte præster og en håndfuld korsangere, da han i Peterskirken markerede påskeugen.

Flere end 110.000 italienere er døde som følge af covid-19, og man har haft 3,6 millioner smittede.